Togulykke: Her er de otte dræbte

4. januar 2019 08:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Alle er danske statsborgere. Deres pårørende er underrettet.

Del:

Retsmedicinerne har nu fået identificeret de otte afdøde personer, der blev fundet i toget, som onsdag morgen forulykkede på lavbroen over Storebælt.

Ingen af de omkomne er i familie med hinanden.

Ifølge en pressemeddelelse fra Fyns Politi er alle danske statsborgere. Deres pårørende er underrettet.

De omkomne er:
En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn
En 51-årig mand fra det nordlige Fyn
En 30-årig mand fra Aarhus
En 45-årig kvinde fra Odense
En 60-årig kvinde fra Odense
En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn
En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn
En 30-årig mand fra Grønland

Efterforskning i gang

Efterforskningen af, hvorfor den voldsomme togulykke skete, er fortsat i gang.

Det er Havarikommissionen, der primært står for disse undersøgelser.

Fyns Politi har i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center, NKC, gennemført egne undersøgelser på gerningsstedet og bistår i øvrigt Havarikommissionen, hvor der er behov for det.

Overblik over ulykken

* Ulykken skete omkring klokken 07.35 onsdag på lavbroen på Storebæltsforbindelsen.

* Et lyntog på vej fra Aarhus mod Københavns Lufthavn blev ramt af dele fra et modkørende godstog og foretog en hård opbremsning på broen.

* Toget havde afgang fra Aarhus klokken 05.19.

* Der var 131 passagerer og tre medarbejdere om bord.

* Otte passagerer har mistet livet, mens togpersonalet er i god behold. De dræbte er fem kvinder og tre mænd. Ingen af de omkomne er børn.

* 16 passagerer er blevet kvæstet i ulykken.

* Af de 16 sårede i ulykken var 14 torsdag udskrevet fra Odense Universitetshospital. De to tilbageværende var uden for livsfare.

* Passagertoget blev ramt af en eller flere genstande på Storebæltsbroen, da det passerede et modkørende godstog.

* Ifølge Havarikommissionen var det tilsyneladende en tom trailer fra godstoget, der blev blæst af og forårsagede ulykken.

* Fyns Politi oprettede efter ulykken et krisecenter, hvor de passagerer, der ikke er kommet fysisk til skade, kunne få psykologhjælp.

* Ved middagstid onsdag blev centret lukket igen.

* Hos Falck Healthcare har DSB også oprettet et særligt nummer til krisehjælp. Her kan kunder og pårørende ringe for at få hjælp. Nummeret er 70 11 51 55.

* Onsdag kørte der ingen tog over Storebælt. Torsdag kører togene igen, dog med visse ændringer, da kun et enkelt spor er åbent over broen frem til cirka klokken 17.

Kilder: DSB, Fyns Politi, Ritzau og Banedanmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu