Tommys folk hører eksplosion: Mand er i flammer

16. maj 2019 14:54 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Tommys folk er hurtigt på stedet. Her møder dem et frygteligt syn.

Torsdag bliver en dag, som Tommy Tjørnelund og hans folk i Bredebro Auto-Service sent kommer til at glemme.

Tæt på virksomheden sprænger en tønde i luften.

Nu kæmper en mand for sit liv.

Hos Bredebro Auto-Service er både ejer og medarbejdere rystede. De var nemlig de første på stedet, efter eksplosionen lød.

– Nogle af mine folk hørte det, fortæller Tommy Tjørnelund, der ejer Bredebro Auto-Service.

Folkene løber straks over i huset, hvorfra Tommy nu kan se røgen stige op af taget. Så han løber efter sine folk.

I huset mødes Tommys ansatte af et frygteligt syn; en mand har været tæt på eksplosionen – og ham er der ild i.

Klipper tøjet af ham

Da Tommy når derover, er hans ansatte allerede i gang med at hjælpe.

– Så jeg løber tilbage efter noget værktøj for at få klippet tøjet af ham, siger Tommy, der også fortæller, at det lykkes at få ilden slukket og tøjet af manden.

Præcis hvor længe, der gik før brandvæsen og ambulance ankom, ved Tommy Tjørnelund ikke.

– Men det føles jo altid som en evighed, siger Tommy Tjørnelund.

Den forbrændte mand bliver betegnet som værende i kritisk tilstand, og han er med helikopter fløjet til Rigshospitalet i København.

Snakket det igennem

Hos Bredebro Auto-Service har man brugt tiden til at snakke episoden igennem. Han og hans folk er af indsatslederen på stedet blevet informeret om, hvad de skal tage af forholdsregler, hvis der bliver brug for det.

– Det var ret voldsomt, siger Tommy Tjørnelund, og tilføjer, han håber, at manden klarer den.

Pårørende er underrettet

Ulykken blev anmeldt klokken 11.30.

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvilken slags væske, der var i tønden. Heller ikke hvorfor, den sprang i luften. Det skal undersøges.

Det oplyser Nikolaj Hølmkjær, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Mandens pårørende er blevet underrettet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu