ANNONCE

Se listen: Her er biltyvens ni favoritter

13. juni 2020 09:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er specielt de lidt dyrere biler, der topper listen.

Flere tusinde bilejere kom i 2019 ud til en tom carport eller p-plads og måtte sande, at deres firhjulede investering var forsvundet.

Særligt ejere af mærker som Volkswagen, Audi og BMW har fået sig en kedelig oplevelse. Du kan se biltyvens favoritmærker i galleriet over artiklen – eller som liste i bunden af artiklen.

Det viser en ny rapport fra brancheforeningen Forsikring & Pension, som ved hjælp af data fra blandt andet Centralregisteret for Motorkøretøjer har kortlagt antallet af køretøjstyverier i Danmark.

I 2019 blev der efterlyst 2714 personbiler i Danmark, hvoraf 44 procent aldrig er blevet fundet. Og særligt ét mærke tiltrækker tyvene.

– Der kører rigtig mange Volkswagen-modeller på vejene, og det er også mange af dem, der bliver stjålet. Det er en attraktiv bil, og den kan holde til lidt af hvert, siger Arne Knippel, der er kontorchef i Forsikring & Pension.

Hver sjette efterlyste bil

Ifølge udtræk fra bilstatistik.dk rullede der sidste år 313.969 biler af mærket Volkswagen rundt i Danmark – og 442 af dem blev meldt stjålet. Det svarer til, at omtrent hver 6. stjålne bil var en Volkswagen.

På listen over de ti mest efterlyste bilmærker er der procentvis størst risiko for at få snuppet bilen, hvis du ejer en BMW. Her blev 0,36 procent af det samlede antal BMW’er på vejene meldt efterlyst i 19.

– Tyvene er særligt interesseret i de specielle brands som BMW, Audi, Mercedes, Porsche, hvor der også tit bliver begået tyveri af bilernes reservedele, siger Arne Knippel.

En stor del af bilerne blev stjålet med “tillistet nøgle”, hvor tyvene enten har skaffet sig adgang til nøglen ved indbrud i hjemmet, eller hvor bilens fører har glemt at tage dem ud af sin jakke på eksempelvis en restaurant.

Du kan gøre noget

Vil du mindske risikoen for at få bilen stjålet, kan du gøre et par ting.

– Parker ved oplyste steder, og undgå de fjerne kroge uden andre biler. Montér en ratlås, så bilen ikke kan køre. Det er ikke en dyr investering, men godt givet ud, siger Lone Otto, der er afdelingsleder i FDM.

Har du en garage, så gør brug af den, og husk at låse af, så biltyven ikke kan se, hvilket bilmærke du har. Det kan ligeledes være en god idé at montere en mekanisk- eller elektronisk tyveriforsikring på bilen.

Har du nøglekort til din bil, som automatisk låser bilen op og i, så vær opmærksom på, at mere avancerede tyvebander kan stjæle signalet fra dit kort og efterfølgende låse bilen op, selv om du fysisk har nøglekortet på dig.

– Det foregår hver dag desværre. Vi har set mange sager, hvor folk har været til store arrangementer, og har fået stjålet identiteten på deres nøgler, siger Lone Otto.

For at undgå det, kan du låse bilen manuelt med et klik på nøglekortet. Alternativt kan du blokere signalet fra dit nøglekort ved at pakke det ind i sølvpapir eller lægge den i en metalbeholder, der blokerer signalet.

Fakta

FAKTA: Her er de ti mest efterlyste biler

Antal efterlyste biler i 2019 (procentandelen i forhold til det samlede antal biler af mærket i Danmark):

– Volkswagen: 442 (cirka 0,14 procent)

– Audi: 250 (cirka 0,29 procent)

– BMW: 239 (cirka 0,36 procent)

– Peugeot: 205 (cirka 0,08 procent)

– Mercedes-Benz: 181 (cirka 0,21 procent)

– Ford:143 (cirka 0,07 procent)

– Toyota: 143 (cirka 0,06 procent)

– Citroën:125 (cirka 0,07 procent)

– Opel:114 (cirka 0,08 procent)

Kilder: Forsikring & Pension, bilstatistik.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu