ANNONCE

Torben frygter for sine børns sikkerhed

19. juni 2020 10:58 | Af: Newsbreak.dk

Højsletvej ved Randers er så populær som genvej, at trafikken dagligt skaber farlige situationer for cyklister, gående og bilister. Nu råber beboerne på vejen op.

Torben frygter for sine børns sikkerhed
Torben frygter for sine børns sikkerhed. Foto: TV2 Østjylland

(Citathistorie fra TV2 Østjylland)

Trafikken er tæt på Højsletvej nord for Randers. Faktisk så tæt at forældre langs den populære smutvej ikke tør sende børnene på cykel til og fra skole.

Det skriver TV2 Østjylland.

– Det er ikke sikkert at færdes herude, hverken som cyklist eller fodgænger, siger beboeren i nummer 59-61, Torben Hansen, til TV2 Østjylland.

Vejen forbinder de befærdede indfaldsveje Hadsundvej og Mariagervej.

– Vi forstår godt, at folk bruger vejen, når de skal til og fra E45. Vi kender det jo godt selv, når man skal til og fra arbejde, ud at handle eller aflevere børn, siger Torben Hansen.

Beboerne på Højsletvej må derfor leve med de mange biler, der benytter vejen. Især i myldretiden om morgenen og eftermiddagen er vejen farlig at færdes på.

– Man kan tydeligt se, at hvis man skal gå eller cykle i vejkanten, så er der ikke plads nok. Bilerne har også svært ved at passere hinanden. Det er ekstremt farligt, mener Torben Hansen.

Overrasket over trafikken

Familien Hansen flyttede i marts til Højsletvej for at komme tættere på naturen. De havde bare ikke taget højde for trafikken.

– Det var noget af en overraskelse, at vejen den er så meget brugt. Det er frustrerende ikke at kunne sende sine børn sikkert til og fra skole, lyder det fra Torben Hansen.

I nabohuset bor Christian Islev-Andresen med sin familie. Det har han gjort i knap 15 år, og han har set, hvordan trafikproblemet har udviklet sig.

– Det er helt klart blevet meget værre. I starten kunne man nemt gå og færdes langs vejen. Men så var det som om, der lige pludselig kom en stigning, siger Christian Islev-Andresen til TV2 Østjylland.

Lastbil bragede igennem

Christian Islev-Andresen har derfor kæmpet for bedre trafikale forhold i lang tid, og for år tilbage blev gennemgående lastbiltrafik forbudt.

Men under TV2 Østjyllands besøg tirsdag den 16. juni glippede det i hvert fald for én.

Beboerne er indforstået med, at Højsletvej nok ikke bare sådan lige bliver spærret af. Men der bør ifølge dem ske noget.

– Vejen er for smal, og dens beskaffenhed stemmer slet ikke overens med så mange, som der bruger den, siger Torben Hansen.

– For nylig var der flere, som fik punkteret deres dæk, fordi rabatten er meget ujævn. Og generelt trænger vejen til en opgradering, fortsætter han.

Han ønsker ligesom naboen Christian Islev-Andresen, at vejen bliver bredere, og drømmen er en cykelsti.

Arbejder på forbedring

Randers Kommune arbejder på en infrastrukturplan, der bliver fremlagt for politikerne i efteråret. Her vil der være et overblik over, hvilke veje der trænger til en opgradering.

Men allerede inden da er der planer for Højsletvej.

– På den korte bane vil beboerne få en halv meter vejudvidelse i hver side, af materiale som kan bære den transport, der er på vejen. Det vil ikke være optimalt, men det vil være bedre, end det der er i dag, siger formand for Miljø- og Teknikudvalget, Frank Nørgaard (DF), til TV2 Østjylland.

– Og så arbejdes der på en større vejplan, der skal kigge på behovet for en udvidelse af veje som Højsletvej, lyder det videre fra udvalgsformanden.

Den håber Frank Nørgaard viser, at Højsletvej er en af de veje, der skal opgraderes med en meter ekstra asfalt i hver side.

Og så håber DF’eren på politisk opbakning til at forbedre vejen og flere andre, der er presset af trafik på tværs af de store indfaldsveje.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu