ANNONCE

Danskerklub stoppet i semifinalen

6. januar 2021 06:07 | Af: Ritzau Fokus

Tottenham vandt Liga Cup-semifinalen over Brentfords danskerkoloni med 2-0. I alt fik fem danskere spilletid.

Danskerklub stoppet i semifinalen
Son Heung-min jubler efter sin scoring til 2-0 mod Brentford. Foto: Paul Childs/Reuters

Tottenham bliver den ene af deltagerne i dette års Liga Cup-finale i engelsk fodbold.

Tirsdag aften levede José Mourinhos mandskab op til favoritværdigheden og vandt med 2-0 hjemme over Brentford.

Pierre-Emile Højbjerg var med på vinderholdet i de første 85 minutter, før han måtte forlade banen med en stor flænge ned langs skinnebenet efter en grim tackling, der også førte et direkte rødt kort med sig. Danskeren så dog mere irriteret ud over udskiftningen end tacklingen.

Moussa Sissoko åbnede målscoringen i det 12. minut, mens sydkoreaneren Son Heung-min gjorde det til 2-0 med 20 minutter tilbage af opgøret.

Som følge af nederlaget kommer Thomas Franks Brentford-mandskab ikke til at spille om et trofæ på Wembley 25. april.

Havde satset på overraskende sejr

Den danske fodboldtræner havde ellers satset på, at en række af hans landsmænd kunne hjælpe Brentford til en overraskende sejr. Således havde Brentford Mads Bech Sørensen, Henrik Dalsgaard og Mathias Jensen i startopstillingen, mens Emiliano Marcondes blev skiftet ind undervejs.

Det var dog en franskmand, der fik netmaskerne til at blafre. Et indlæg blev slået ind i Brentford-feltet, og forsvarsspilleren Ethan Pinnock hoppede under bolden. Bag ved ham kunne Mads Bech Sørensen kun passivt se til, at Moussa Sissoko udnyttede chancen til at score til 1-0.

Mål annulleret

Brentford kunne bestemt godt følge med mod den formodede overmagt, og gæsterne troede også, at kampen var blevet udlignet efter lidt mere end en times spil. Målet fik dog ikke lov til at stå.

Angriberen Ivan Toneys knæ var nemlig marginalt offside, da han udnyttede tvivlsomt målmandsspil fra Tottenhams Hugo Lloris.

Tottenham har ikke vundet en titel siden 2008, og selv om finalepladsen nu er hjemme, er der stadig en stor forhindring på vejen til et sjældent trofæløft.

Finalemodstanderen bliver nemlig Manchester United eller Manchester City. De to rivaler spiller semifinale onsdag aften på Old Trafford.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu