Tour de France-vinders trofæ stjålet

10. oktober 2018 13:21 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Årets Tour de France-vinder Geraint Thomas har fået stjålet det fysiske bevis på sin sejr; trofæet.

Cykelryttere lever som munke; de drikker ikke, følger stramme diæter og træner i utallige timer ensomt på vejene. Alt sammen for at opnå drømmen; en skønne dag at stå på podiet i Paris og lade sig krone som vinder af Tour de France.

Det lykkedes i sommer for briten Geraint Thomas, der endte øverst på sejrsskamlen foran hollænderen og Tom Dumoulin og holdkammeraten Chris Froome.

Og nu mangler han simpelthen det vigtigste, fysiske bevis på det. Tour de France-trofæet er blevet stjålet. Det skriver britens hold, Team Sky, i en pressemeddelelse.

Team Sky skriver, at Thomas’ trofæ sammen med Chris Froomes trofæer fra Giro d’Italia og Vuelta a España har været udlånt til cykelfabrikanten Pinarello, som har haft dem med til en cykelmesse i Birmingham. Her er Thomas’ trofæ forsvundet som dug for solen i en ubemærket stund.

Og det er direktøren i Pinarello, Richard Hemington, meget ked af, siger han:

– Vi er selvfølgelig knuste over det. Vi tager det fulde ansvar, og har personligt undskyldt til Geraint. Vi håber selvfølgelig, at trofæet bliver fundet igen, siger han i en pressemeddelelse.

Geraint Thomas: -Ingen kan tage minderne fra mig

Selv om Geraint Thomas’ trofæ er flot, er det faktisk ikke mange penge værd. Det er et trofæ, der uddeles til forskellige sportsfolk, der udmærker sig i Frankrig. Cykelmediet Rouleur har tidligere skrevet om trofæet.

De skriver på Twitter, at det har en markedsværdi på omkring €550 – lidt over 4000 kroner. I 2010 solgte sejleren Robert Spalding endda sit trofæ for kun £168, lidt under 1500 kroner.

Det er derfor en Geraint Thomas, der helst vil have sit trofæ igen for mindernes og affektionsværdiens skyld:

– Det er ekstremt uheldigt, at det er sket. Selvfølgelig har trofæet kun en begrænset værdi for den, der har taget det, men det betyder meget for mig og holdet. Jeg håber, at den, der har taget det, vil aflevere det tilbage. Et trofæ er vigtigt, men det der betyder mest for mig er de fantastiske minder, jeg har fra denne her utrolige sommer – og det er der ingen, der kan tage fra mig, siger waliseren i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu