Træt af knallertkørsel: Så hentede han haglgeværet

21. april 2018 12:28 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En mand fra Solbjerg ved Aarhus affyrede fredag aften skud mod en knallertkører, oplyser Østjyllands Politi.

Træt af knallertkørsel: Så hentede han haglgeværet
En mand fremstilles lørdag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor han er sigtet for at bringe andres liv i fare og for kvalificeret vold i forbindelse med, at han fredag affyrede skud mod en ung knallertkører. Foto: Scanpix

En 55-årig mand er blevet sigtet for at have bragt andres liv i fare og for kvalificeret vold, efter at han ifølge Østjyllands Politi fredag aften skød mod en 17-årig dreng, der kørte på knallert.

Offeret blev ramt i benet af et hagl affyret fra et jagtgevær. Episoden fandt sted på Onstedvej i Solbjerg ved Aarhus klokken 20.36.

Den 17-årige blev efterfølgende bragt til skadestuen for at blive behandlet.

Om baggrunden for skyderiet fortæller vagtchef Per Bennekov:

– Manden var træt af, at der kørte knallerter omkring hans hus, siger han til Ritzau.

Den sigtede bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

– Vi synes, det er meget groft, man skal ikke skyde på folk med et jagtgevær, fastslår Per Bennekov over for TV2 Østjylland.

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at komme i kontakt med Østjyllands Politi for yderligere kommentarer til sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu