Træt af opkald fra falske Microsoft-medarbejdere? Det er der taget en lille hånd om

2. december 2018 13:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Indisk politi har ransaget 26 falske callcentre og arresteret mere end 60 falske IT-supportere.

Har du oplevet, at Microsoft ringer for at spørge ind til følsomme privatoplysninger? Det har mange oplevet – men der kan nu være sat en (lille) stopper for.

Indisk politi har nemlig ransaget 26 callcentre og arresteret mere end 60 falske IT-supportere, der udgav sig for at være fra kæmpefirmaer som Microsoft og Google. Det skriver ZDNet.com.

I New Delhi har politiet over de seneste to måneder ransaget de 26 callcentre. I oktober lukkede de 10 callcentre, og i den seneste uge er endnu 16 kommet til.

Microsoft selv siger, at deres ansatte i den seneste uge har modtaget over 7000 anmeldelser fra kunder i mere end 15 lande, der er blevet narret på et af de 16 callcentre, indisk politi senest har lukket. Kunderne er blevet snydt for beløb mellem 100 og 500 dollars.

Newsbreak.dk har tidligere beskrevet problemet – Ringer Microsoft til dig, så kan du godt være sikker på, det er svindel – med mindre du har en aftale med netop Microsoft om at de skal ringe.

Mit Digitale Selvforsvar skriver, at de løbende modtager tips fra borgere om, at svindlere udgiver sig for at være fra Microsofts sikkerhedsteam. Men det ringer Microsoft altså ikke til dig for. Svindlerne fortæller derimod, at der er en fejl på din computer, og at den skal løses.

Får du sådan et opkald, skal du lægge røret på, og du bør være opmærksom på, at disse opkald kan komme fra både danske og udenlandske numre. Som du kan se i faktaboksen, har Microsoft selv skrevet en del om de falske opkald, og om hvordan man bør reagere på dem.

Fakta

Svindel i Microsofts navn

Microsoft er et stort firma. Der er mange, der bruger deres produkter, og der er derfor mange potentielle ofre, svindlere kan forsøge at få adgang til. Det er ikke kun falske opkald, man skal være opmærksom på, ifølge Microsoft der har dedikeret en temaside til at fortælle om de former for svindel, der findes i Microsofts navn.

Blandt de svindelformer er telefonopkaldet, og ifølge Microsoft benytter svindlerne af sig nogle simple virkemidler for at overbevise folk om, at opkaldet er ægte nok. Svindlerne kan eksempelvis på forhånd have sat sig ind i, hvem de faktisk ringer til, så når de ringer til dig, kender de dit navn, og de kan lure, hvad for et styresystem du bruger.

På den måde vinder de din tillid, og derfra vil de, ifølge Microsoft, eksempelvis bede om dit brugernavn og din adgangskode og bede dig om et hente et ellers velmendende computerprogram, der giver dem mulighed for at fjernstyre din computer. Herfra er både din computer og dit privatliv i fare.

Det korte og enkle råd fra Microsoft, angående telefonsvindlerne, er: Stol ikke på uopfordrede telefonopkald, hvor nogen udgiver sig for at være fra Microsoft. Bliver du ringet op på en sådan måde, bør du ikke afgive personlig information; hverken om dig, dine bankkonti eller dine digitale enheder.

Kilde: Microsoft.

Fakta

Mit digitale selvforsvar

Mit digitale selvforsvar er en app udgivet i samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden. Formålet med appen er, at give forbrugere mulighed for at gennemskue fup og svindel på nettet og undgå at blive ofre for it-kriminalitet.

Har man appen installeret på en Iphone eller Android-telefon, får man mulighed for at modtage advarsler, der handler om aktuelle trusler. Truslerne er af vidt forskellig karakter og kan både være falske sms’er, falske mails og forskellige former for phishing-angreb, fuptelefonopkald og meget, meget andet.

Ifølge dem, der står bag appen, sendes advarslerner ud på baggrund af oplysninger leveret via samarbejdspartnere. Disse partnere er blandt andet politiet, banker, Forbrugerombudsmanden og andre.

Man har også selv mulighed for at sende tips ind via appen, og viser disse tips sig at være korrekte, kan også de indgå i beslutningen om at advare om en ny form for svindel, der huserer på nettet.

Appen byder også på guides og tips til, hvordan man beskytter sig selv på nettet, og hvad man skal gøre, hvis skaden allerede ér sket.

Mit digitale selvforsvar på Apple Itunes.

Mit digitale selvforsvar på Google Play. 

Læs mere om Mit digitale Selvforsvar hos Tænk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu