Trafikeret kryds: Nu skal trafikken glide bedre

8. januar 2018 08:21 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Specielt i myldretids-trafikken opstår der problemer. Nu tages der et skridt til, at trafikken kan glide bedre.

Trafikeret kryds: Nu skal trafikken glide bedre
Venstresvingsbanen på Østerbrogade mod Stenderuphalvøen bliver forlænget. Arbejdet ventes at strække sig frem til udgangen af uge 4. En af de to vejbaner samt det eksisterende venstesvingsspor bliver delvist afspærret under anlægsarbejdet, og bilisterne kommer til at flette ind og ud. Pressefoto.

Nu kommer trafikken til at glide lidt bedre, når bilister nordfra skal svinge til venstre fra Østerbrogade til Skamlingvejen i Kolding midtby.

De kommende uger bliver venstresvingsbanen på Østerbrogade nemlig forlænget, så der bliver plads til flere biler med retning mod Stenderuphalvøen.

Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Specielt i myldretiden om eftermiddagen kan der opstå trængsel i krydset, fordi der ikke er plads til særligt mange biler i det eksisterende venstresvingsspor. Nu forlænger vi sporet med 75 meter, så det bliver godt dobbelt så langt. På den måde undgår vi, at trafikken går i stå, når der ikke er plads til alle venstresvingende bilister i venstresvingssporet, forklarer trafikplanlægger Erik Harbo.

Arbejdet med at forlænge venstresvingsbanen ventes afsluttet med udgangen af uge 4. I den mellemliggende tid vil én af de to kørebaner samt venstresvingssporet være delvist afspærret på strækningen mellem Skamlingvejen og Kolding Åpark.

– Østerbrogade vil være farbar i hele perioden, men specielt i myldretiden om eftermiddagen bliver der mere trængsel end normalt. På grund af vejarbejdet kommer bilisterne nordfra til at flette ud og ind på Østerbrogade, så man skal være ekstra opmærksom og køre forsigtigt, siger Erik Harbo.

Helle på Skamlingvejen

I uge 4 skal der også anlægges en mindre helle i krydset, hvor Skamlingvejen østfra munder ud i Østerbrogade. Arbejdet betyder, at én af de to højresvingsbaner i perioder vil være delvist spærret, ligesom der indføres hastighedsbegræsning.

Sidste elementer i udvidelsen af kryds

Med forlængelsen af venstresvingsbanen og den nye helle færdiggøres udvidelsen af et af Koldings mest trafikerede kryds.

Krydset har i stigende grad været præget af trængsel de senere år i takt med den øgede trafik og udbygningen af området med blandt andet Design City.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu