Trafikeret motorvejsbro er kollapset: Omkring 30 er døde

14. august 2018 14:26 | Af: Ritzau Fokus

Redningsarbejdere frygter, at "dusinvis" af mennesker er knust og omkommet under kollapset motorvejsbro.Omkring 30 er døde og mange alvorligt kvæstet efter brokollaps ved Genova, siger Italiens vicepremierminister.

OPDATERET 16.34: I den italienske havneby Genova er en firsporet motorvejsbro tirsdag kollapset. Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

Der er tale om en motorvejsbro hen over en del af byen. Ifølge Ansa er der et stykke af broen, der er faldet ned fra mange meters højde. Broen går som en viadukt over en lavtliggende del af byen.

Omkring 30 mennesker er omkommet, og mange andre er alvorligt kvæstet, oplyser den italienske vicepremierminister, Matteo Salvini, ifølge Reuters.

Redningsfolk på stedet anslog tidligere på dagen over for Ansa, at det endelige tal kan være højere.

Redningsfolk fortæller til tv-stationen Rai, at mindst 20 biler med mennesker er involveret i brokollapset.

Et andet italiensk nyhedsbureau Adnkronos citerede tidligere på dagen ambulancefolk for, at “dusinvis” frygtes døde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Broen passerer ifølge Ansa hen over et shoppingcenter, flere fabrikker, nogle boliger, et togspor med retning mod Milano samt floden Polcevera.

Broen har angiveligt givet efter for et større nedbør, skriver Ansa.

Søjle forsvundet

På Ansas hjemmeside kan man se videooptagelser fra Genova, hvor en af søjlerne, der holder broen oppe, er forsvundet sammen med et længere stykke af broen.

Andre billeder viser store dele af broen, der stikker op af floden Polcevera.

Franco Nativo, en lokal journalist, der var på stedet, fortæller ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at han kan se mindst otte til ni biler knust under brudstykker fra broen.

– Det er et apokalyptisk sceneri, siger Nativo til tv-stationen SkyTG24 ifølge dpa.

En video fra Ansa viser redningsfolk i silende regn, der forsøger at komme frem gennem resterne af den sammenstyrtede bro.

Nyhedsbureauet Reuters citerer den italienske transportminister for, at det umiddelbart ligner en “omfattende tragedie”.

På Twitter skriver landets indenrigs- og vicepremierminister, Matteo Salvini, at han sammen med ledere fra de relevante myndigheder følger situationen “minut for minut”, mens brandfolk kæmper for at redde liv.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu