Trafikeret vej lukkes i weekenden

10. november 2017 08:18 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

I weekenden må du forvente længere rejsetid eller finde alternative ruter, hvis du skal denne vej i Kolding.

Trafikeret vej lukkes i weekenden
Den nye underjordiske tunnel - her markeret med blåt - etableres på vestsiden af det trafikerede kryds Skovvangen/Ndr. Ringvej. Foto: Kolding Kommune.

Fra 10.-13. november bliver en del af Ndr. Ringvej i Kolding gravet op for at give plads til en ny underjordisk tunnel til fodgængere og cyklister på vej mod centrum.

Derfor vil den trafikerede vej være lukket for al trafik på strækningen Skovvangen-Frydsvej fra fredag kl. 16 til mandag kl. 06.

Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Lukningen af strækningen betyder, at Ndr. Ringvej, som er en af Kolding mest trafikerede veje, vil være lukket for gennemkørsel. Vi har placeret hovedparten af anlægsarbejdet i weekenden for at genere færrest mulig, men mange trafikanter må under alle omstændigheder belave sig på omkørsel og længere transporttid, siger trafikplanlægger Erik Harbo, Kolding Kommune.

Skovvangen, Dyrehavegårdsvej og krydset vil i hele perioden være åben for trafik, men man skal køre forsigtigt og med nedsat hastighed i nærheden af krydset, hvor der arbejdes på den vestlige side.

For bilister, som har planlagt at bruge Ndr. Ringvej til gennemkørsel, bliver der opsat skilte med omkørsel via de store ringveje (Jens Holms Vej – Skamlingvejen – Sydbanegade – Tøndervej – Vestre Ringgade – Vejlevej).

Et seks meter dybt hul

I løbet af weekenden bliver Ndr. Ringvej gravet op mellem Frydsvej og Skovvangen. Den gamle gangtunnel under vejen til Legeparken bliver fjernet.

I stedet etableres en ny 28 meter lang tunnel til fodgængere og cyklister på vej mod centrum.

– Fredag aften bliver asfalten fræset af, og herefter går entreprenøren i gang med at grave ud til den nye tunnel. Hullet skal have en bredde på syv-otte meter og en dybde på knap seks meter, fortæller Erik Harbo.

Tunnelen leveres i godt 80 elementer, som bliver samlet og monteret på stedet – formentlig lørdag aften og natten til søndag. Den færdige konstruktion vil være 3,9 meter høj og 6,1 meter bred.

Natarbejde vil give støj

For at nå at blive færdig med det store anlægsarbejde inden en ny arbejdsuge begynder, vil der blive arbejdet i døgndrift fra fredag eftermiddag til tidlig mandag morgen.

– Det betyder, at der vil være støj i området 24 timer i døgnet. Det kan godt genere de nærmeste naboer, men vi forsøger at undgå det mest støjende arbejde i nattetimerne, oplyser Erik Harbo.

Med mindre der sker noget uforudset i løbet af weekenden, vil hele Ndr. Ringvej være åben igen mandag morgen fra kl. 06.

Den nye tunnel er en del af den omfattende ombygning af krydset Ndr. Ringvej/Skovvangen. Krydset udvides, så det kan rumme flere biler.

Projektet ventet afsluttet ved årsskiftet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu