Tre anholdt efter stolekast og knivstik

2. juni 2017 21:21 | Af: Matias Mortensen og Ritzau Fokus

Politiet kender ikke motivet til, at en gruppe mænd fredag kom op at slås foran et pizzeria i Nyborg.

Tre anholdt efter stolekast og knivstik
Slagsmålet fandt sted foran slikbutikken Fætter Guf på Droningensvej i Nyborg. Foto: Google Street View

Fyns Politi har anholdt tre mænd efter et slagsmål og knivstikkeri foran et pizzeria i Dronningensbej i Nyborg fredag eftermiddag.

En 31-årig mand er kørt til Odense Universitetshospital, hvor han behandles for en sammenklappet lunge. Han er uden for livsfare, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Klokken var lidt over 13, da politiet fik anmeldelsen om slagsmålet, hvor stole og skilte blev kastet gennem luften, og hvor der også blev brugt kniv.

De tre anholdte er 17, 22 og 44 år.

De to yngste er brødre til den sårede 31-årige.

Den 44-årige, der har tilknytning til pizzeriaet, er ifølge politiet gerningsmand til knivstikkeriet, men han fik også selv skader i baghovedet, oplyser politiet.

Motivet til slagsmålet og knivstikkeriet er endnu uklart, men politiet mener ikke, at der er tale om noget banderelateret.

Gik amok med kniv

Vidner beskriver over for Fyens.dk, at den 44-årige mand fra pizzeriaet gik ind og hentede en stor kniv, efter han var kommet i et skænderi med de tre brødre, hvor der røg fornærmelse gennem luften. Ifølge vidnet gik han til angreb mod den yngste af brødrene, men storebroderen lagde sig imellem. Da den 44-årige havde forsøgt at stikke fire-fem gange, gled han og blev slået, lyder vidneforklaringen.  Pizza-ejeren kom dog på benene igen og havde stadig kniven. Det var her, de tre mænd begyndte at kaste med stole, borde og skilte mod ham. Den 44-årige fik dog alligevel stukket den ældste af brødrene i ryggen. Bagefter satte han kniven op til mandens strube, men de to andre brødre fik ham væk og slog ha i jorden.

– Alt var bare kaos. Der blev ringet efter politiet, og de kom efter cirka fem minutter, fortæller Samantha Øhlenslager, der stod tæt på, til Fyens.dk.

Politiet efterforsker, hvad der ligger bag den voldelige episode, og fredag vil der blive taget stilling til, om en eller flere af mændene skal fremstilles i grundlovsforhør.

/ritzau/

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu