Tre dage med massiv kontrol: Politi jagter disse trafikanter

11. oktober 2017 09:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Tre dage med fuld tryk på trafikkontrol - det er, hvad politiet om få dage går i gang med.

Tre dage med massiv kontrol: Politi jagter disse trafikanter
Politiet går i tre dage intens på jagt efter en speciel gruppe bilister - for at sætte fokus på, hvordan man undgår ulykker.

Fra på fredag den 13. oktober til søndag den 15. oktober gennemfører landets politikredse en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser samt kontrol med køretøjernes generelle stand.

Kontrollen er koordineret med Sikker Trafiks kampagne “Sænk farten – en lille smule betyder en hel del”.

Baggrunden for hastighedskontrollen er ifølge politiet, at der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.

Der køres især for stærkt på landevejene, hvor mere end 60 procent af trafikanterne kører over den tilladte grænse. Det er også der, de fleste alvorlige ulykker sker.

Den hyppigste faktor

Hastighed er den hyppigste menneskelige faktor i de uheld, som Havarikommissionen for vejtrafikulykker har analyseret. I over 40 procent af de analyserede ulykker var for høj hastighed medvirkende til at ulykken skete.

Høj hastighed kan både være, når man kører hurtigere end fartgrænsen tillader, eller fordi man kører for hurtigt i forhold til vejforholdene. Eksempelvis sker de fleste motorvejsulykker, hvor hastighed er af medvirkende årsag, på grund af forhold  som eksempelvis tåge og regn med mere.

Fakta

Derfor kontrollerer politiet hastighed

For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.

I næsten halvdelen af alle dødsulykker med personbil i 2015 kørte føreren over hastighedsgrænsen.

I byerne kan selv små hastighedsoverskridelser medføre meget alvorlige personskader hos fodgængere og cyklister, hvis de påkøres.

Kilde: Rigspolitiet.

 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu