ANNONCE

Tre indlagt: Dødelig bakterie mistænkt

15. marts 2021 16:22 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Statens Serum Institut undersøger sagen

Se Fødevarestyrelsens råd til, hvordan man undgår den potentielt livsfarlige bakterie i galleriet ovenfor.

Tre personer formodes smittet med botulisme (også kendt som pølseforgiftning). Det skriver Statens Serum Institut, SSI, i en pressemeddelelse.

Forgiftningen kommer fra den sporedannende bakterie Clostridium botulinum, der under specielle forhold kan producere neurotoksiner, der er nogle af de mest farlige og potente biologiske giftstoffer, der findes.

Der er slet og ret tale om en nervegift, der under særlige omstændigheder kan vokse i madvarer. Der er tale om en sjælden sygdom, og SSI oplyser, at det er usædvanligt, at der ses udbrud med flere syge.

I værste fald kan forgiftning med bakterien koste dig livet, men i dette seneste tilfælde ser det ud til, at de tre personer er sluppet med skrækken.

I behandling og bedring

SSI skriver, at de alle er i behandling med botulisme-antitoksin og de er alle i bedring.

Nu prøver man at finde ud af, om de tre personer faktisk er ramt af botulisme. De tre personer var til et privat selskab den 5. marts 2021. Alle er de siden indlagt med mistanke om, at de er smittet med botulisme.

“SSI er også i færd med at analysere ingredienser og rester af den mad, der er blevet spist af det pågældende selskab. Der kendes ikke til andre syge med botulisme uden for det selskab, som er blevet ramt,” skriver SSI i pressemeddelelsen.

Forgiftet af gelérand

SSI oplyser, at det seneste kendte udbrud i Danmark med botulisme er fra sommeren 2018.

“Her blev ni personer til et privat selskab i Sønderborg syge med botulisme. En hjemmelavet gelérand blev i denne sag udpeget som årsag til udbruddet,” skriver SSI.

Botulisme virker ved, at de føromtalte neurotoksiner optages i nervesystemet. Her inaktiverer de nerveceller.

“Når nervecellerne inaktiveres fører det til lammelser af kroppens muskler. Lammelse af brystkassens muskelfunktion kan gøre vejrtrækningen besværlig og kan være dødelig,” skriver SSI.

Se Fødevarestyrelsens råd til, hvordan man undgår den potentielt livsfarlige bakterie i galleriet ovenfor.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu