ANNONCE

Tre løslades i sag om terror

13. december 2019 11:46 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

21 personer blev anholdt onsdag. Flere af dem er nu løsladt.

Tre løslades i sag om terror
Flere af de anholdte er nu blevet løsladt. Foto: Phillip Davali/Scanpix.

Tre løslades og to varetægtsfængsles i en sag om våben til terror. Det fastslår en dommer i Københavns Byret fredag. Derimod er der en begrundet mistanke mod to andre, der varetægtsfængsles frem til 8. januar.

21 personer blev onsdag anholdt forskellige steder i Danmark. Torsdag blev flere af dem løsladt igen, mens resten var i grundlovsforhør i København og Odense.

Artiklen fortsætter under videoen

De fem personer var de sidste, der endnu ikke havde været for en dommer. De to fængslede er mænd på henholdsvis 24 og 25 år. De løsladte er en kvinde på 28 samt to mænd på 26 og 21 år.

Alle fem er sigtet for forsøg på terror. Det er politiets teori, at de ville købe pistoler, lyddæmpere og ammunition til at begå terrorhandlinger med, enten i Danmark eller i udlandet.

Alle fem var blandt de 21 anholdte under den storstilede politiaktion onsdag. Torsdag blev tre andre personer varetægtsfængslet på mistanke om, at de ville fremstille en eller flere bomber og foretage en eller flere terrorhandlinger.

Dommer Lone Molsteds afgørelse kommer efter et uhyre langvarigt retsmøde, som strakte sig over i alt 15 timer fordelt over torsdag og fredag.

Lukkede døre

Sigtelsen drejer sig om, at de fem skal have forsøgt at købe både pistoler, lyddæmpere og ammunition. Det skal være sket gennem nogle måneder frem til onsdagens anholdelse. De fem har alle nægtet sig skyldige.

Hvad politiets mistanke egentlig bygger på, vides ikke. Retsmøderne har været holdt bag lukkede døre. Anklagere har sagt, at det ville skade efterforskningen, såfremt der kom noget frem offentligt.

Åbenbart har PET’s materiale været særdeles omfattende. Det tyder de meget langvarige retsmøder på.

Facit efter onsdagens aktion er altså, at i alt fem af de 21 anholdte er blevet varetægtsfængslet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu