Tre mænd sigtet for drabsforsøg: 24-årig alvorligt kvæstet

24. oktober 2017 13:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Politiet vurderer netop nu om man har materiale nok til at fremstille de tre mænd i grundlovsforhør.

Tre mænd sigtet for drabsforsøg: 24-årig alvorligt kvæstet
Brandvæsenet spuler blod af fortovet på Tagensvej efter knivstikkeriet mandag aften. Foto: Mathias Øgendal/Presse-fotos.dk.

En 24-årig ung mand blev mandag aften stukket ned med kniv ud for Tagensvej nummer 183 på Nørrebro i København.

Den 24-årige blev alvorligt kvæstet ved knivstikkeriet men meldes tirsdag formiddag i stabil tilstand. Sent mandag aften blev tre mænd – to på 25 år og en på 26 år – anholdt i sagen. Det oplyser politiinspektør Torben Svarrer, Københavns Politi, til Newsbreak.dk.

– Vi har endnu ikke et klart billede af motivet. Men der tegner sig et billede af, at knivstikkeriet er sket som et led i den verserende bandekonflikt her i Københavns-området, siger Torben Svarrer.

De tre mænd blev anholdt sent mandag aften. Tirsdag formiddag sidder politiets jurister og arbejder på om de tre mænd skal fremstilles i et grundlovsforhør.

– Det kan vi endnu ikke svare på, om de skal. Men vi melder ud, hvis der kommer nyt om den sag, siger Torben Svarrer.

Otte til 10 mænd

Knivstikkeriet skete kort før klokken 18 mandag aften.

Vidner har fortalt politiet, at mellem otte og 10 mænd sprang ud fra tre biler og overfaldt den 24-årige, der ud over knivstik også blev tildelt slag og spark.

Sigtet for drabsforsøg

De tre anholdte er blevet sigtet for drabsforsøg mod den 24-årige.

– Anvendelse af kniv under den form, som det skete i går, tyder på drabsforsøg, og så må vi se, hvad det ender med, siger Torben Svarrer til Ritzau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu