ANNONCE

Tre personer sigtet for drabet på Eddie

19. maj 2020 12:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

En af de sigtede bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør.

Opdatering 16.28:

Den fremstillede er fængslet.

Original:

Politiet har holdt kortene tæt ind til kroppen i sagen om den 39-årige nordjyde Eddie Karl-Johan Christensen, der har været efterlyst den seneste uge.

En kvinde og en mand er varetægtsfængslet i sagen, og det har hidtil ikke været offentligt kendt, hvad de er sigtet for.

Men tirsdag middag oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, at de to fængslede er sigtet for drab.

Det samme er en tredje person – en mand fra Sverige – der blev anholdt mandag aften, og som fremstilles i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag.

Skudt og dræbt

Ifølge politiet er Eddie Karl-Johan Christensen blevet skudt og dræbt. Efterfølgende er liget forsøgt afbrændt og bortskaffet.

Det er uvist, hvorfra politiet har disse oplysninger, men det fremgår af pressemeddelelsen ikke, om man har fundet et lig i sagen.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at det er afhøringer, tekniske fund og særligt undersøgelser på det formodede gerningssted, der har ført til, at de tre personer er sigtet.

”Det er tale om en sag med nogle voldsomme omstændigheder og af hensynet til de efterladte og til sagens fulde efterklaring, kan vi ikke udtale os nærmere om selve drabet,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen i pressemeddelelsen.

Efterforskningen fortsætter

Mens den 52-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør den 19. maj klokken 13.30, vil efterforskningen af sagen fortsætte.

I den forbindelse skal man udføre flere tekniske og retsmedicinske undersøgelser, og man skal analysere en række effekter med tilknytning til sagen.

Politiet skriver også, at man agter at afhøre og genafhøre en række personer, blandt andet sagens tre sigtede.

”Der ligger stadig et omfattende efterforsknings-arbejde foran os. Vores opgave består i at få belyst, hvad der er sket før, under og efter denne forbrydelse,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu