ANNONCE

FCK i jubel-stime

13. december 2020 18:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

FC København fik sin tredje sejr på stribe i Superligaen, da FC Nordsjælland blev besejret med 1-0 i Farum.

FCK i jubel-stime
FCK fik søndag sin tredje sejr på stribe. Foto: Ritzau Scanpix.

FC København slog søndag FC Nordsjælland med 1-0 på udebane i Superligaen.

FCK var i overtal centralt på midten, hvilket særligt midtbanespiller Rasmus Falk udnyttede til at kombinere sig frem til flere gode chancer.

FCN’s modsvar til dette var at stille sig dybere og satse på flere kontraer med hurtigløberne Abu Francis og Kamaldeen Sulemana i angrebet.

Som kampen skred frem, blev FCN dog presset for langt tilbage, og det blev også udslagsgivende ved FCK’s 1-0-mål ni minutter før tid, hvor hjemmeholdet stod for dybt.

Sejren sender FCK op på sjettepladsen, mens FCN er nummer otte.

Masser af chancer

Midtvejs i første halvleg fik FCN-angriberen Kamaldeen Sulemana en god chance efter en kontra, som blev blokeret til hjørne.

I det 29. minut headede FCN-midtbanespiller Mikkel Rygaard tæt over mål efter en dårlig clearing af FCK’s målmand, Karl-Johan Johnsson.

Syv minutter senere blev FCK’s angriber Kamil Wilczek spillet fri, men afsluttede lige på FCN-keeperen Peter Vindahl.

I første halvlegs tillægstid flugtede FCK’s indskiftede Rasmus Højlund over mål fra få meters afstand.

To gode muligheder

Efter pausen kom FCK’s midtbanespiller Pep Biel til to gode muligheder, da han blev spillet i dybden, men begge gange afsluttede han lige på keeperen.

Det samme gjorde Kamaldeen Sulemana i den anden ende efter en ellers glimrende dribletur, som gav en afslutning fra en spids vinkel.

Pep Biel skulle dog finde vej til netmaskerne, da han i det 81. minut halvflugtede et indlæg helt over i det fjerneste hjørne og sikrede FCK en 1-0-sejr.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu