Trist nyt om efterlyste Rene

20. marts 2018 14:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Siden han forsvandt har der ingen livstegn været fra den forsvundne mand.

Mens 48-årige Rene Frank Schilder, der har været forsvundet siden 17. marts, fortsat ikke er blevet fundet, har politiet indstillet den mest fokuserede indsats for at finde ham.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter overfor Newsbreak.dk, at Rene fortsat er forsvundet.

– Vi har ikke flere steder at lede. Der er ikke kommet nye oplysninger til. Vi har ikke fundet ham i lokalområdet, fortæller Allan Laustsen, leder af lokalpolitiet i Holstebro, til Newsbreak.dk.

Newsbreak.dk omtalte politiets efterlysning af Rene søndag, 18. marts, hvor det forlød, at Rene var forsvundet i nedtrykt sindstilstand.

Siden da har man fra politiets side ledt efter Rene med helikopter og hundepatruljer, men netop de søgeelementer er nu opgivet.

 

Også  Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at den fokuserede indsats er opgivet.

–  Der skal være et spor at gå efter, og det har vi simpelthen ikke. Det vil være som et lede efter en nål i en høstak bare at sende hundepatruljer ud på må og få i området, for vi ved ikke, hvor vi skal begynde. Vi har gået efter de spor vi havde og har været alle de oplagte steder, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

Ingen livstegn

Patruljer på arbejde holder stadig øje med Rene, men hos politiet har man ikke fundet ét livstegn fra manden, hverken på sociale medier, fra hans telefon eller hans hævekort.

Rene forlod sin bopæl i Ulfborg lørdag aften, og hos politiet håber man, at borgere i området vil holde øje med deres tilbygninger og udhuse for at se, om Rene er søgt et sådant sted hen.

Den efterlyste mand har følgende sigalement:

– Mand
– 48 år gammel
– Kraftig af bygning
– Tyndhåret

Du kan i galleriet til denne artikel se et billede af Rene. Oplysninger i sagen skal rettes til politiet på 114.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu