Trods morgenregn: 23 grader varme på vej

24. april 2019 07:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det bliver både vådt og rigtig varmt i den kommende tid.

Den kommende tid bliver et solidt miks af forskelligt vejr – på bedste forårsmanér. I den ene ende bliver det dog mere ekstremt end i den anden. Der kan nemlig være temperaturer helt op til 23 grader på vej, og kalenderen viser altså fortsat kun april, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Newsbreak.dk.

Varmen har flere steder ført til tørre marker og lignende, og det koster på brand-kontoen, for antallet af naturbrande i april er allerede nu historisk højt, mens der i Sverige onsdag morgen er ild-kaos. Her raser en særdeles alvorlig skovbrand på omkring 800 hektar i omfang. Så galt når det forhåbentlig ikke at gå i Danmark, for der er ifølge vagthavende meteorolog Frank Nielsen vand på vej.

– Allerede i nat er der nogle steder faldet lidt regn, og der kan godt falde mere i løbet af formiddagen og eftermiddagen onsdag. Der vil nok komme en sjat vand nogle af de steder, hvor der ikke er faldet noget endnu, siger han.

Skydynen

Hvis du har været vågen i nat, vil du også vide, at det har været noget varmere end de seneste nætter. Det skyldes skyer. I denne periode gælder det, at skyer om dagen sænker temperaturerne, mens skyer om natten holder på varmen. Altså fungerer skyerne som en dyne.

– Onsdag er der flest skyer i de nordlige egne. For eksempel i Nordjylland, hvor det bliver svært at klemme temperaturen over 15 grader. Jo længere syd på, jo varmere bliver det til gengæld. I Sønderjylland kan det godt blive 20 grader varmt, siger Frank Nielsen.

Luften er som sådan varmere onsdag end tirsdag, men grunden til, vi ikke får lov at mærke det store til det, er altså, at der stadig ligger disse skyer og dæmper gemytterne. Frank Nielsen forventer dog ikke, at der onsdag falder så meget regn, at det tilfredsstiller brandfolk eller landmænd.

23 grader og koldfront

Noget af det, der især har sat sit præg på den spøjse vejrudvikling i april, er vindretningen, der i uendelig lang tid har været stik mod vest. Dermed har det været varmest på vestkysten, og koldest østpå. Det lakker mod enden.

– Vinden begynder at trække mere syd på og siden sydvest, og sådan udvikler det sig. Luften er dog ikke så tør længere, men mere fugtig, og det betyder også noget. Fredag morgen får vi nok en koldfront ind, der trækker regn og byger ind over landet fra sydvest, siger meteorologen.

Inden da får de østlige egne dog endnu mere varme end endnu. Helt op til 23 grader torsdag, er der mulighed for. Helt generelt kalder Frank Nielsen det en omskiftelig periode med ustadigt vejr. Når weekenden er slut vil alle efter sigende have fået regn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu