ANNONCE

Trump afvist af dommer: Nu kommer bogen

20. juni 2020 17:42 | Af: Ritzau Fokus

John Boltons meget omtalte bog om sin tid som Trumps sikkerhedsrådgiver kan udgives, fastslår domstol.

Trump afvist af dommer: Nu kommer bogen
Daværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton lytter til præsident Donald Trump under et møde i Det Hvide Hus i maj 2018. Bolton sad på posten som præsidentens øverste sikkerhedsrådgiver fra marts 2018 til april 2019. Trump har sagt, at han fyrede Bolton, mens Bolton hævder, at han selv sagde op. Foto: Saul Loeb/AFP

En dommer i USA har lørdag afvist det amerikanske justitsministeriums forsøg på at stoppe udgivelsen af en meget omtalt bog, som den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton har skrevet om sin tid i Det Hvide Hus.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Justitsministeriet havde bedt en domstol i Washington om at stoppe bogudgivelsen med den begrundelse, at den indeholder hemmeligstemplede oplysninger.

Det anerkender domstolen, men afviser alligevel at nedlægge forbud mod udgivelsen.

Anklager Trump

I bogen, “The Room Where It Happened”, kommer John Bolton med en række opsigtsvækkende påstande og anklager mod præsident Donald Trump.

Han skriver blandt andet, at Donald Trump søgte hjælp fra Kinas præsident, Xi Jinping, til at blive genvalgt, da de to ledere ved et møde i 2019 førte drøftelser bag lukkede døre.

I et interview torsdag med det amerikanske medie ABC News sagde John Bolton, at Donald Trump “er uegnet til at være præsident”.

Uddrag allerede offentliggjort

På nuværende tidspunkt er et stort antal eksemplarer af bogen allerede blevet fordelt til en række medier. Mange uddrag fra bogen er offentliggjort.

Et langt uddrag om Kina er blevet bragt i erhvervsavisen The Wall Street Journal og et stort antal anmeldereksemplarer af bogen er givet til amerikanske aviser.

Meget materiale har dermed været offentliggjort i de seneste døgn.

Bogen udkommer efter planen på tirsdag.

Donald Trump har også langet ud efter John Bolton og kaldt ham “en syg hvalp” og bogen for “fiktion”. Ifølge Det Hvide Hus står Bolton til at tjene over to millioner dollar (over 13,3 millioner kroner) på bogen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu