ANNONCE

Benådet af Trump

26. august 2020 06:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Præsident Donald Trump skal tale hver aften under Republikanernes partikonvent, der begyndte mandag.

Benådet af Trump
Præsident Donald Trump har under Republikanernes konvent benådet en tidligere bankrøver, der i dag hjælper kriminelle med at vende tilbage til hverdagen. Foto: Republican National Convention/Reuters

USA’s præsident, Donald Trump, har under Republikanernes partikonvent benådet en tidligere bankrøver. Det skriver nyhedsbureauet dpa natten til onsdag dansk tid.

Seancen, hvor Trump benåder den tidligere bankrøver Jon Ponder, var indspillet på forhånd og blev vist i begyndelsen af andendagen på konventet.

Benådningen er et eksempel på, hvordan Trump bruger sit præsidentembede til at føre politik under det partipolitiske konvent.

Trump har tidligere mødt Jon Ponder, der i dag driver en organisation, der skal hjælpe kriminelle med at vende tilbage til hverdagen.

Under benådningen kalder Trump Ponders livshistorie et “smukt eksempel på befrielse fra de højere magter”. Det skriver CNN.

– Vi tror på, at enhver person er skabt af Gud til et formål. Jeg vil fortsætte med at give alle amerikanere, inklusive tidligere kriminelle, den bedste chance for at opbygge et nyt liv og opnå den amerikanske drøm, siger Trump.

På det fire dage lange konvent har Trump den altdominerende hovedrolle.

Han skal tale hver aften, hvilket er uden sidestykke i historien. Han får undervejs selskab af sin kone og af fire af sine fem børn samt fremtrædende republikanere.

I løbet af partikonventets andendag har Trump også givet statsborgerskab til fem udlændinge.

Det forventes, at Donald Trump formelt vil acceptere nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat torsdag, der er sidste dag på partikonventet.

Fakta

Blå bog om Donald Trump

Bliv klogere på præsidenten her:

* Navn: Donald John Trump.

* Alder: 73 år (født 14. juni 1946).

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu