ANNONCE

Trump råder guvernører: Slå hårdt ned

1. juni 2020 22:48 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

- I skal dominere, siger præsident Trump til guvernørerne. - Ellers vil I ligne en flok fjolser.

Donald Trump, den amerikanske præsident, har under et privat onlinemøde med guvernørerne fra delstaterne opfordret til, at de slår hårdt ned på de demonstrationer og protester, der i flere aftener og nætter har hærget i adskillige amerikanske byer.

Sideløbende har der været plyndringer og ildspåsættelse.

– I må dominere, siger Trump i samtalen, rapporterer New York Times.

– Hvis I ikke dominerer, spilder I jeres tid. De vil løbe jer over ende. I vil ligne en flok fjolser.

CBS News, der har fået fat i en optagelse af samtalen, siger, at Trump giver “den radikale venstrefløj” skylden for volden.

Snesevis af byer rundt om I USA har udgangsforbud, men der er alligevel opstået uroligheder og vandalisme.

George Floyd døde

Det er den voldsomme anholdelse i mandags af den 46-årige sorte mand George Floyd, der har fået situationen til at koge over.

Der er en video af anholdelsen i Minneapolis, hvor en betjent sidder med sit knæ på Floyds hals.

George Floyd overlevede ikke.

USA skal helt tilbage til 1968, da borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King blev myrdet, for at finde tilsvarende optøjer.

Nationalgarden, en reservestyrke i militæret, er udkommanderet i 23 delstater.

Flere døde

Tre personer er blevet skudt i forbindelse med protester i Indianapolis, en er dræbt, og overalt i de amerikanske forenede stater er der bål og brand i forlængelse af protester ovenpå George Floyds død. Los Angeles er erklæret i undtagelsestilstand, og hele landet er i kæmpe krise.

I kvarteret Prospect Heights i Brooklyn, en del af New York, blokerede en gruppe demonstranter for en politibil, der kort tid efter gassede op og kørte direkte ind i menneskemængden. Videoen af hændelsen, der fandt sted kort efter klokken otte lørdag aften lokal tid, er blevet delt flittigt på de sociale medier.

Det er uvist, om nogle af demonstranterne kom til skade.

En af dem, der har set videoen, er borgmester Bill de Blasio. Hans reaktion var i kort form: “Det ville jeg ønske, de ikke havde gjort”. De Blasio vender vi tilbage til.

Sent lørdag aften marcherede hundredvis af demonstranter gennem centrum af Brooklyn og blokerede for trafikken, mens de sang “ingen retfærdighed, ingen fred”. På deres vej ødelagde de vinduer til banker og malede graffiti på bygninger. Det rapporterer mediet Newsday.

Da demonstranterne nåede Barclays Center, der er en indendørs sportsarena – blandt andet hjemmebane for Brooklyn Nets fra NBA – blev de mødt med barrikader og maskerede politibetjente, som bevogtede indgangen til den store arena.

Danske Niels midt i det hele

60-årige Niels Billund har boet i USA siden 1988 og bor nu i byen Saint Paul ved Minneapolis med sin hustru og børn.

Hans kontor ligger få hundrede meter fra en politistation, der blev sat i brand i weekenden under de voldsomme opgør mellem politi og demonstranter i Minneapolis’ gader.

– Det har været utrygt. Jeg frygter mest de højreorienterede grupper, der går rundt med våben hernede, siger Niels Billund.

– Der var meget vrede og mange tårer, og folk var ikke i stand til at fatte, hvad der var sket, siger Niels Billund, der var med i den allerførste demonstration.

– Folk udtrykte sig med slagord som: “Say his name, George Floyd (sig hans navn, George Floyd, red.).

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu