ANNONCE

Trump truer med at nægte at underskrive

23. december 2020 06:26 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Som en sidste farvel og tak fra corona-skeptikeren, der selv har haft sygdommen Covid-19.

Trump truer med at nægte at underskrive
Trump antyder i Twitter-tale på ny, at han ikke vil acceptere sit valgnederlag. (Arkivfoto.) Foto: Jim Watson/AFP

USA’s præsident, Donald Trump, vil have Kongressen til at ændre den coronahjælpepakke, som blev vedtaget mandag. Det siger han i en tale offentliggjort tirsdag lokal tid på Twitter.

I talen, der handler om alverdens urimeligheder ifølge Trump, langer han ud efter det lange forhandlingsforløb i Kongressen og gør det klart, at han ikke kan acceptere det resultat, som Republikanerne og Demokraterne er nået frem til.

– Den lovgivning, som de nu sender over til mig, er meget anderledes end forventet. Den er en skændsel, siger han om den pakke på i alt 900 milliarder dollar, der blev vedtaget af et stort flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus.

Trump siger ikke direkte, at han ikke vil underskrive den lovgivning, der skal bane vej for pakken.

Mange flere penge

I talen siger Trump blandt andet, at han vil have øget det engangsbeløb på 600 dollar, der udbetales til hovedparten af amerikanerne.

– Jeg beder Kongressen om at ændre denne lovgivning og øge de latterligt lave 600 dollar til 2000 dollar – eller 4000 dollar for et par, siger Trump.

Derudover mener Trump, at der er for meget støtte til andre lande i den lovgivningspakke, som Kongressen har vedtaget. USA har verdens største økonomi ifølge FN.

– Jeg beder Kongressen om med det samme at fjerne de unødvendige dele af lovgivningen og sende mig en passende pakke. Ellers må den næste administration levere en coronahjælpepakke, og måske bliver den administration mig, siger Trump.

Dermed antyder den afgående præsident, at det ikke er sikkert, at han vil acceptere resultatet af præsidentvalget 3. november.

Brokker sig over valget

Demokraternes Joe Biden fik 306 valgmandsstemmer, mens Trump fik 232. Biden tiltræder som præsident 20. januar. I talen bruger Trump også tid på at beklage sig over valgresultatet, som han stadig mener er fundet ved massiv svindel.

Noget der stadig ikke er bevist.

Kan nedlægge veto

Hvis en ny lov skal vedtages, skal den som udgangspunkt vedtages af et flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet og derefter godkendes af præsidenten.

Hvis Trump skulle nedlægge veto mod forslaget, som han endnu ikke har modtaget til underskrift, kan Kongressen dog potentielt underkende vetoet, fordi der er stor opbakning til krisepakken fra begge partier. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Godkendelsen mandag er første gang siden marts, at Kongressen er blevet enig om en hjælpepakke rettet mod at få mere gang i de økonomiske hjul.

På Twitter oplyser flertalslederen i Repræsentanternes Hus, demokratiske Nancy Pelosi, at hendes parti er klar til at støtte Trumps forslag om en øget engangsudbetaling til amerikanerne.

I USA er mere end 322.000 amerikanere døde med coronavirus, og næsten hver tredje amerikaner har på et tidspunkt været ramt af ledighed under coronakrisen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu