ANNONCE

Trumps egen kone: -Erkend dit nederlag

8. november 2020 18:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

AP: Personer tæt på Trump har rådet ham til erklære slaget for tabt i en tale i løbet af den kommende uge.

Trumps egen kone: -Erkend dit nederlag
Nyhedsmediet CNN rapporterer på baggrund af en anonym kilde tæt på sagen, at også Trumps kone, førstedame Melania Trump, skal have opfordret sin mand til at trække sig. Arkivfoto: Scanpix.

Flere af Donald Trumps nære assistenter siger til nyhedsbureauet AP, at en af del af præsidentens medarbejdere og støtter har opfordret præsidenten til at erkende sit valgnederlag.

De ikke navngivne kilder siger, at Trump i så fald også vil bidrage til en fredelig magtoverdragelse.

De har rådet ham til erklære det i en tale i løbet af den kommende uge, hedder det.

Trumps svigersøn Jared Kushner er en af dem, som skal have bedt ham om at acceptere valgets udfald på trods af præsidentens kritik af den måde, som det blev gennemført på.

Kushner skal have fortalt flere af sine bekendte om sin opfordring til Trump.

Nyhedsmediet CNN rapporterer på baggrund af en anonym kilde tæt på sagen, at også Trumps kone, førstedame Melania Trump, skal have opfordret sin mand til at trække sig.

Hun har ikke kommenteret valgnederlaget offentligt, men privat skal hun altså have givet sin mening til kende.

Andre kendte presser

Samtidig mener andre i kredsen omkring Trump, at han bør fortsætte kampen for at få omgjort valgresultaterne i flere delstater. Trumps sønner og hans advokat Rudy Giuliani er med i denne gruppe, skriver AP.

Giuliani har angiveligt lovet Trump at fremskaffe beviser for valgfusk. Men foreløbigt har han meget lidt konkret at henvise til.

Trumps valgkampstab har indtil videre ikke fået meget ud af at forsøge at få startet retssager omkring valgets forløb i nogle delstater.

Lørdag indkaldte Giuliani amerikanske medier til en ny udendørs pressekonference, men heller ikke her blev der fremlagt konkrete beviser for valgfusk.

I stedet undrede det de deltagende journalister, at pressekonferencen efter en øjensynlig misforståelse blev holdt på parkeringspladsen ved et gartnerfirma i Philadelphia ved siden af en sexbutik.

Strid i partiet

Politiske iagttagere siger til flere amerikanske medier, at der allerede er udløst en strid i Det Republikanske Parti om “trumpismen” og bevægelsens fremtidige rolle i partiet.

Mange støtter Trump fuldt og helt, mens det endnu ikke er klart om flere og flere moderate vil følge Mitt Romney, republikansk senator for Utah, og kritisere den afgående præsident.

Som den første top-republikaner lykønskede Romney lørdag den kommende præsident og den kommende vicepræsident, Kamala Harris.

Fakta

Blå bog om Donald Trump

Bliv klogere på præsidenten her:

* Navn: Donald John Trump.

* Alder: 74 år (født 14. juni 1946).

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu