ANNONCE

Trumps nære støtter er enige om én ting

8. november 2020 10:40 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Spørgsmålet er, om Trump også er det.

Trumps nære støtter er enige om én ting
Der er ikke noget, der tyder på, at Donald Trump er klar til at forlade Det Hvide Hus. Foto: Scanpix/Carlos Barria

Flere amerikanske medier annoncerede i løbet af lørdag, at demokraten Joe Biden havde vundet præsidentvalget over den siddende præsident Donald Trump.

Joe Biden har selv takket for befolkningens tillid ved en tale, der blev afholdt lørdag nat dansk tid, og verdensledere fra nær og fjern har ønsket ham tillykke, hvilket ikke er usædvanligt for et amerikansk præsidentvalg.

Hvad der til gengæld er mere usædvanligt er den nuværende præsidents reaktion. Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, har Trump ikke officielt anerkendt sit nederlag. Han har gang i flere søgsmål mod stater i USA, og hans opførsel i tiden efter valget er ikke, hvad man havde forventet af den siddende præsident.

Ifølge DR Nyheder kan Trumps reaktion få betydning for forholdet mellem Demokraterne og Republikanerne i USA.

– Det er ganske usædvanligt og kan risikere at forsinke overgangen fra Trump-administrationen til en Biden-administration. Det er klart, at det vil gøre livet mere besværligt for Biden. Den slags sker meget sjældent, siger Steffen Gram, DR’s internationale korrespondent til DR Nyheder

Hold ikke vejret

Mens Joe Biden selv har reageret på valgresultatet, som man kunne forvente af en nyvalgt præsident, har Donald Trumps tilgang altså været en anden, og ifølge Reuters, skal verdenssamfundet ikke forvente noget som helst andet fra Donald Trump nu eller i den nærmeste fremtid.

Reuters skriver, at Donald Trump har sat sig fast på at gå rettens vej i forsøget på at genvinde valget.

Det blev understreget af en officiel meddelelse, der blev udsendt efter, at Joe Biden af flere medier blev udråbt som vinder af valget, hvor Trump-lejren gjorde det klart, at de ikke har i sinde at give op.

Ifølge Reuters betyder det dog ikke, at folk omkring Trump tror på et genvalg til den siddende præsident. Anonyme kilder fortæller Reuters, at de tvivler på Trumps chancer, og derudover råder de præsidenten til at forberede sig på et nederlag.

– Han burde lade genoptællingerne blive gjort færdige, anlægge sine søgsmål, og hvis intet forandrer sig, så bør han give op, siger en anonym Trump-medarbejder, til Reuters.

Det er uvist, om Trump har tænkt sig at følge disse råd, men ifølge Reuters er der blandt Republikanerne en god grund til, at de håber, Trump trækker sig.

Der findes nemlig Republikanere, der ønsker, at Trump stiller op igen ved næste præsidentvalg i 2024, men det kan han kun, hvis han forlader embedet nu med værdigheden i behold.

– Det bliver umuligt for ham at stille op i 2014, hvis han bliver set som en dårlig taber, siger en anonym kilde til Reuters.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu