ANNONCE

Sygdomsudbrud i dansk VM-lejr

24. januar 2021 14:45 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Simon Hald og Mathias Gidsel føjer sig til listen over spillere, der har maveproblemer i den danske lejr.

Sygdomsudbrud i dansk VM-lejr
Simon Hald er ramt af maveproblemer, men "i mildere grad" end Mikkel Hansen og Johan Hansen, der måtte opgive at spille mod Japan. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP

Maveproblemerne fortsætter med at brede sig på det danske landshold ved VM i håndbold.

Mikkel Hansen og Johan Hansen var ude af stand til at spille mod Japan lørdag aften, hvor flere andre spillere også døjede med “rumlen” i maven.

Og dagen derpå kan landstræner Nikolaj Jacobsen så konstatere, at listen over VM-spillere, der er ramt af den berygtede turistmave, bare vokser og vokser.

– Både Simon Hald og Mathias Gidsel blev hjemme fra en lille udflugt i dag (søndag, red.), fordi de ikke ville være så langt væk fra toilettet.

– Og der er flere, der går med rumlen. Det florerer hos rigtig mange, siger landstræneren.

Han siger dog samtidig, at han endnu ikke er decideret bekymret for, at problemerne får indflydelse på holdets muligheder i turneringen.

– Både Simon og Mathias er ramt i mildere grad end Mikkel og Johan. Men det er selvfølgelig ikke så rart gå rundt med fornemmelsen af at skulle på toilet hele tiden, siger Nikolaj Jacobsen.

Fremgang hos Hansen

Landstræneren kan da også notere en vis fremgang hos Mikkel Hansen, som måtte blive i sengen på hotellet, mens holdkammeraterne slog Japan.

– Han er begyndt at snakke igen, så det går bedre. Men han er stadig ikke på toppen og har svært ved at få mad ned, siger Nikolaj Jacobsen.

Mandagens kamp mod Kroatien er uden betydning, fordi Danmark er sikker på at sætte sig på mellemrundens førsteplads.

Derfor har Nikolaj Jacobsen råd til at spare spillere, som har problemer med helbredet.

– Jeg skal spille med spillere, der er friske. Dem, der hænger lidt, skal selvfølgelig komme til kræfter, så vi kan have så mange kræfter som overhovedet muligt, når vi når til kvartfinalen, siger landstræneren.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu