Tusindvis af bilejere får nu penge tilbage

23. februar 2019 06:09 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Har du købt bil i 2018, skal du holde et vågent øje med, om du har penge til gode.

Tusindvis af bilejere får nu penge tilbage
Pengene bliver udbetalt fra Skat til forhandleren og derfra videre til dig.

Biler, der sælges i Europa, har siden september fået målt deres brændstoføkonomi efter en ny metode, kendt som WLTP.

Formålet med den nye målemetode er, at forbrugeren skal have en bedre idé om, hvor langt en bil faktisk kører på literen, og aftalen gør, at du som bilkøber måske har betalt for meget i registreringsafgift, hvis du har købt ny bil i 2018. De penge begynder Skat nu at betale tilbage, skriver FDM.

I første omgang bliver det de mere ‘ukomplicerede’ sager – altså ejerne af ganske normale benzin- og dieselbiler, der kan få penge tilbage. Senere vil de mere komplicerede sager, såsom genberegning af leasingbiler og plugin-hybridbiler følge.

Sådan tjekker du, om du skal have penge

Skal man have penge tilbage, skal man være opmærksom på at pengene udbetales af forhandleren. Skat sender i første omgang den for meget betalte registreringsafgift til forhandleren, der derefter er forpligtet til at sende penge videre til dig som bilkøber.

Og der kan potentielt vanke tusindvis af kroner, lyder det fra FDM:

– Det er glædeligt, at Skat nu er klar med en genberegning af registreringsafgiften på baggrund af de for meget betalte registreringsafgifter. Hvor meget den enkelte bilkøber skal have tilbage, er svært at sætte et generelt beløb på. Det kan være fra få kroner til adskillige tusinde kroner, men uanset beløbets størrelse er det værd at tage med, siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru, til FDMs hjemmeside.

Om du selv har betalt for meget kan du tjekke på Skats hjemmeside – HER.

Udover registreringsafgift kan en række bilejere også have betalt for meget i grøn ejerafgift i forbindelsen med overgangen til WLTP, skriver FDM. De penge vil blive betalt tilbage på et senere tidspunkt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu