ANNONCE

Tusindvis af kunder står snart uden internet

27. januar 2021 12:26 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Hos udbyderen Norlys venter man på en telefonstorm

Tusindvis af kunder står snart uden internet
De mange kunder risikerer at stå uden internet meget snart. Genrefoto.

Hvis du bor i Midt- eller Nordjylland, og har du internet og tv hos udbyderen Eniig, risikerer du at vågne op uden adgang til internet og tv mandag den 1. februar. Det skriver Norlys i en pressemeddelelse. Norlys er resultatet af en fusion mellem SE og Eniig. I forbindelse med fusionen skal kunder hos Eniig vælge leverandør af tv og bredbånd, uanset om de ønsker at skifte leverandør eller ej, og det har skabt et problem.

Norlys skriver i pressemeddelelsen, at aftalen om tv- og bredbånd den 31. januar bliver opsagt hos de borgere, der endnu ikke har taget stilling til, hvilken udbyder de vil have fremadrettet. Hos Norlys vurderer man, at der er tale om mellem 10.000 og 15.000 kunder, der natten til den 1. februar vil miste forbindelse.

– Det er en ganske alvorlig situation – ikke mindst i denne tid, hvor mange arbejder hjemmefra og har børn i hjemmeskole. Det er de færreste, som kan få hverdagen til at hænge sammen uden internet, siger Sune Nabe Frederiksen, adm. direktør i Norlys Digital, i pressemeddelelsen.

Du skal træffe et valg

Det er uvist, hvorfor der stadig findes så mange kunder, der potentielt set får sig en grim overraskelse den 1. februar. Norlys oplyser, at man sender både mails og sms-beskeder ud til de kunder, man kan kontakte, og det er soleklart, hvad det er, man hos Norlys ønsker.

– Jeg kan kun opfordre alle til at få truffet et valg i dag. Alt efter, hvilken udbyder man vælger, kan der være behandlingstid før internet- og tv-abonnementet aktiveres, og skal man have en tv-boks eller ny router tilsendt, tager det også nogle dage. Desværre kan vi se, at påmindelserne ikke har den store effekt på trods af den skarpe deadline, siger Sune Nabe Frederiksen i pressemeddelelsen.

De sidder klar

Det er uvist, hvorvidt nogle af de 10.000-15.000 kunder har skiftet til en anden udbyder end Norlys. Newsbreak.dk har spurgt Norlys om, hvor langt virksomheden er nået med at få kontakt til de kunder, der potentielt står uden tv- og internetsignal mandag. Newsbreak.dk har også spurgt Norlys om, hvad man gør, hvis man er blandt de kunder, der endnu ikke har truffet et valg om kommende udbyder af internet og tv. Newsbreak.dk venter på svar fra Norlys på disse spørgsmål.

Sikkert er det dog, at man hos Norlys forsøger at være forberedt på en kundestorm, hvis det viser sig, at op mod 15.000 borgere først den 1. februar opdager, at de hverken har adgang til internet eller tv.

Norlys har ansat 150 ekstra personer til at tage sig af kundekontakt i disse dage, og man forbereder sig altså på, at telefonerne begynder at kime mandag morgen.

– Uanset hvordan vi vender og drejer det, så vil vi aldrig kunne hjælpe 15.000 kunder den samme morgen. Derfor er det afgørende for os, at flere får valgt, siger Sune Nabe Frederiksen i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu