ANNONCE

Tusindvis demonstrerede i København

31. maj 2020 16:18 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Omtrent 2000 er ifølge Københavns Politi samlet til demonstration søndag.

Organisationen Black Lives Matter har søndag eftermiddag afholdt demonstration i København.

Det var i protest mod en amerikansk sort mands død under en voldsom anholdelse i Minneapolis i delstaten Minnesota.

Ifølge Københavns Politi er det foregået stille og roligt. Det fortæller vagtchef Henrik Svejstrup.

Optoget begyndte ved den amerikanske ambassade på Østerbro klokken 14.00 og sluttede ved Christiansborg.

Demonstrationen slutter officielt klokken 17.00, men lidt efter klokken 16.00 fortæller vagtchef Henrik Svejstrup, at nogle deltagere er begyndt at sive fra stedet.

Politiet vurderer, at demonstrationen nåede sit højdepunkt ved Christiansborg med omkring 2000 deltagere.

USA i brand

Demonstranter protesterer på tværs af USA over en sort mands død i Minneapolis mandag.

46-årige George Floyd døde, efter at en hvid politibetjent havde siddet med sit knæ på Floyds hals i adskillige minutter under en anholdelse. Betjenten Derek Chauvin er siden blevet fyret, og hans kone har vist også forladt ham.

Mens protesterne fortsætter i New York City sent lørdag aften lokal tid, påtaler byens borgmester, Bill de Blasio, den systematiske racisme, der foregår i det amerikanske samfund.

– Vi kan ikke fortsætte sådan her, siger han ifølge CNN.

Borgmesteren refererer samtidig til en hændelse i Central Park for nylig, hvor en hundelufter ved navn Amy Cooper konfronterede en sort mand.

– Hun kriminaliserede bogstaveligt talt det at være en sort mand, siger Bill de Blasio.

Flere døde

Tre personer er blevet skudt i forbindelse med protester i Indianapolis, en er dræbt, og overalt i de amerikanske forenede stater er der bål og brand i forlængelse af protester ovenpå den sorte mand George Floyds død. Los Angeles er erklæret i undtagelsestilstand, og hele landet er i kæmpe krise.

I kvarteret Prospect Heights i Brooklyn, en del af New York, blokerede en gruppe demonstranter for en politibil, der kort tid efter gassede op og kørte direkte ind i menneskemængden. Videoen af hændelsen, der fandt sted kort efter klokken otte lørdag aften lokal tid, er blevet delt flittigt på de sociale medier.

Det er uvist, om nogle af demonstranterne kom til skade.

En af dem, der har set videoen, er borgmester Bill de Blasio. Hans reaktion var i kort form: “Det ville jeg ønske, de ikke havde gjort”. De Blasio vender vi tilbage til.

100 anholdt

Frem til klokken ni lørdag aften lokal tid er der blevet foretaget over 100 anholdelser i New York City som følge af voldelige protester, fortæller en højtstående politiembedsmand til NBC News.

Embedsmanden fortæller videre, at mindst 15 politibiler er blevet brændt af på Manhattan og i Brooklyn.

Sent lørdag aften marcherede hundredvis af demonstranter gennem centrum af Brooklyn og blokerede for trafikken, mens de sang “ingen retfærdighed, ingen fred”. På deres vej ødelagde de vinduer til banker og malede graffiti på bygninger. Det rapporterer mediet Newsday.

Da demonstranterne nåede Barclays Center, der er en indendørs sportsarena – blandt andet hjemmebane for Brooklyn Nets fra NBA – blev de mødt med barrikader og maskerede politibetjente, som bevogtede indgangen til den store arena.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu