ANNONCE

Tv og film på mobilen? Gå efter denne skærm

21. november 2020 13:24 | Af: Ritzau Fokus

Farver, pixeltæthed og hertz er afgørende for, hvor flot en smartphone viser billeder, film og gengiver farver. To eksperter råder til, hvad du skal gå efter.

En smartphone er i dag blevet fjernsyn, fotografiapparat og hjemmebiograf i ét.

Og flere danskere bruger dagligt deres telefon til at se film, tv eller serier.

Det gælder også i den modne aldersgruppe. Og på bare fem år er antallet af 47-75-årige, som streamer, fordoblet, viser tal fra DR Medieforskning.

Men hvad skal man gå efter, hvis telefonen skal gengive storladne film og farvestrålende fotos i bedst mulige kvalitet?

– For den helt almindelige forbruger er det vigtigste, at man styrer uden om LCD-skærme og i stedet går efter OLED, råder John G. Pedersen, der er redaktør på techmediet meremobil.dk og har 20 års indsigt i branchen.

Når en pixel på en OLED-skærm slukker, bliver den nemlig helt sort.

Og det betyder, at de øvrige farver træder tydeligere frem, tilføjer Christian Nielsen, der er teknisk device specialist hos teleselskabet 3.

– OLED betyder, at sort er sort, så det samlede billede fremstår skarpere. Tidligere var der altid et vist baggrundslys i hver pixel, som derfor fremstod grå og gjorde det samlede billede mindre farverigt, siger han.

Disse smartphones kan både hedde noget med “OLED” eller “AMOLED”.

På Iphones kan de også hedde “Retinaskærme”.

– Det vigtigste er, at OLED indgår i beskrivelsen. Så der må man nærlæse æsken, hvis man er i tvivl, siger John G. Pedersen.

Kig også på, hvor mange pixels den givne smartphone har i skærmen.

Hvis du vil have smæk for skillingen, skal du have en skærm, der er mindst “full HD” eller “full HD plus” – gerne én, som også understøtter HDR.

– I konkrete tal betyder det, at der på æsken skal stå mindst 1920×1080 pixels, råder John G. Pedersen.

Nogle smartphones går helt op til 4K – altså 3880×2160 pixels.

Men fordi der er tale om en lille skærm og ikke et decideret fladskærmsfjernsyn, modsvarer prisen ikke merværdien, vurderer John G. Pedersen.

– Telefonens skærm er for lille til, at den almindelige forbruger reelt kan se forskel, når man kommer op i så ekstremt høj opløsning. Så det er rigeligt, at man går efter en smartphone med OLED og full HD, siger han.

Fakta

Overvej skærmstørrelse og billedformat

* En stor skærm batter ikke meget, hvis kvaliteten ikke matcher størrelsen. Men hvis den tekniske kvalitet er god, vil en større skærm alt andet lige give en bedre oplevelse.

* Overvej, hvad der er vigtigt for dig. Er du kompromisløs omkring billedkvaliteten, eller er det vigtigere, at telefonen kan ligge i lommen?

* Format er et andet subjektivt parameter. Sony har med deres Xperia 5 II eksempelvis lavet en skærm, der er lang og smal. Samsung er gået i den modsatte retning med en bredformatskærm i størrelsen 5:3.

* Overvej, hvad du kan lide. Den lange skærm kan give en følelse af biograflærred, når du vender telefonen horisontalt – andre foretrækker den buttede skærm, som giver et bredere læsefelt på højkant.

Kilder: teknisk device specialist Christian Nielsen.

Det kan også være en fordel at skele til skærmens såkaldte opdateringshastighed.

Jo hurtigere opdatering, jo hurtigere “fanger” skærmen groft sagt, at billedet i eksempelvis filmen har ændret sig.

Gå efter en skærm med mindst 100 hertz, råder Christian Nielsen.

– Jo højere hertz, jo hurtigere skærm – og jo højere frekvens på billedopløsningen. 100 hertz er godt. 120 hertz er toppen af poppen, og det bedste, man kan få på markedet, siger han.

Hertz er især vigtigt, hvis telefonen skal bruges til streaming eller gaming.

Den ny iPhone

Newsbreak.dk har kigget nærmere på den ny iPhone 12.

Her er et lille udpluk:

Hvis du står foran at skulle forudbestille den nye iPhone 12, så skal du starte med at at have løsning parat på overhovedet at kunne lade dit nye Apple-mobilflagskib op.

Der følger nemlig kun et ladekabel med, men ingen strømforsyning. Et ladekabel, du dog også skal være opmærksom på. Det munder nemlig ikke ud i USB-A stik, som mange danskere har strømforsyninger til, men de nye USB-C stik, som Apple introducerede med deres iPhone 11 sidste år.

Så når Apple på deres webshop skriver, at du bare kan bruge din gamle USB-A lader med kabel og strømforsyning, er det en rigtig dårlig idé. Det mener marketingchef Simon Elkjær fra virksomheden AvXperten:

-Jeg vil ikke anbefale det. Det svarer til, hvis man har prøvet at lade en iPad op med en gammel iPhonelader. Det tager ekstremt lang tid. Det er ikke helt det samme med en nye iPhone 12, men det er tæt på, siger Simon Elkjær.

Dobbelt så hurtig

Han forklarer, at man skal se på det antal watt og ampere, som strømforsyningen har. Eksempelvis fulgte der en 18 watt strømforsyning med iPhone 11. Til sammenligning var de gamle, smalle strømforsyninger til ældre iPhones kun på 5 watt.

-Man kan ikke helt dividere ladetiden med tre eller fire. Men hvis man siger dobbelt så hurtigt med en 18 watt-lader, er det ikke helt skævt, siger Simon Elkjær.

Den ny iPhone 12 fås i flere forskellige skærmstørrelser. Den mindste måler 5,4 tommer, den største 6,7.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu