Politi: Advarer jøder mod at gå med kalot

26. maj 2019 12:14 | Af: Ritzau Fokus

Som følge af et øget antal antisemitiske angreb i Tyskland opfordres jøder til at overveje brugen af kalot.

Politi: Advarer jøder mod at gå med kalot
Politikommisæren kom med advarslen. Foto: Colourbox

Tysklands jøder bør tænke sig om en ekstra gang, før de benytter sig af den traditionelle hovedbeklædning kalotten i det offentlige rum.

Sådan lyder det fra den tyske regerings kommissær for antisemitisme, Felix Klein. Og årsagen er en stigning i antallet af antisemitiske angreb i Tyskland.

– Min holdning har desværre ændret sig i forhold til tidligere. Jeg kan ikke anbefale, at jøder benytter sig af kalotten over alt og når som helst i Tyskland, siger Felix Klein lørdag til det tyske medieselskab Funke.

Antisemitiske forbrydelser steg med 20 procent i Tyskland. Det viser tal fra det tyske indenrigsministerium.

Felix Klein, hvis kommissærpost blev oprettet sidste år, mener, at årsagen blandt andet er en “mangel på hæmninger og en primitiv adfærd, der i stigende grad er udbredt i samfundet”.

– Internettet og sociale medier har bidraget til det her. Men det har konstante angreb mod vores mindekultur også, siger Felix Klein.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu