ANNONCE

Tyskland lukker barer, butikker og bordeller

16. marts 2020 19:25 | Af: Ritzau Fokus

Omfattende regler skal være med til at begrænse coronasmitten i Tyskland. Også gudstjenester er forbudt.

Tysklands barer, diskoteker, svømmehaller, legepladser, teatre, koncertsteder, museer og en lang række andre steder lukker.

Den tyske regering indfører mandag vidtrækkende regler for forsamlinger. Det sker i et forsøg på at begrænse smitte med coronavirus.

Artiklen fortsætter under videoen

Også de tyske bordeller er omfattet af de nye midlertidige regler, der skal “begrænse social kontakt på offentlige steder”.

Restauranter må tidligst åbne klokken 6 om morgenen og skal senest lukke igen klokken 18.

Heller ikke i kirker, moskéer og lignende må de forskellige trossamfund samles. Det meddeler regeringen ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa.

– Det er tiltag, der aldrig har eksisteret i vores land før, siger forbundskansler Angela Merkel ifølge dpa i en udtalelse mandag aften.

– Men vi kommer hurtigere gennem denne fase, jo mere hver enkelt person overholder disse krav og regler.

Ikke helt lukket

Supermarkeder, banker, apoteker, posthuse og benzinstationer holder fortsat åbent.

I forvejen har regeringen beordret de tyske skoler lukket. Det skete i sidste uge.

Merkel opfordrer samtidig tyskerne til at droppe ferieplanerne, både i udlandet og i Tyskland.

Tyskland har mandag genindført grænsekontrol mod Danmark, Østrig, Frankrig, Schweiz og Luxembourg. Her er rejsende blevet afvist, hvis det ikke blev vurderet, at de havde en god grund til at rejse ind i Tyskland.

Flere andre lande i Europa, herunder Danmark, har indført lignende tiltag.

Ikke ordentligt koordineret

Merkel erkender på pressemødet mandag aften, at koordineringen af tiltag ikke fungerer optimalt på EU-niveau, skriver dpa.

Mandag er status, at 6672 mennesker i Tyskland er bekræftet smittet. Af dem har 14 mistet livet på grund af Covid-19, som er navnet på den sygdom, virusset kan resultere i. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu