Landets bedst sælgende avis i nøgen-chok: Slut med de topløse

13. marts 2018 09:12 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Tysklands bedst sælgende avis stopper årtiers praksis med at bringe fotos af barbrystede kvinder.

Landets bedst sælgende avis i nøgen-chok: Slut med de topløse
Forandringens vinde blæser på den store tyske tabloidavis Bild, som i et åbent brev til læserne gør det klart, at der fremover ikke vil være sider med topløse kvinder i dagens avis. I brevets indledning skriver redaktionen: "Mænd, nu må I være stærke!" Foto: John Macdougall/AFP

Forandringens vinde blæser på den store tyske tabloidavis Bild, som i et åbent brev til læserne gør det klart, at der fremover ikke vil være sider med topløse kvinder i avisen.

I brevets indledning skriver redaktionen: “Mænd, nu må I være stærke!”

I årtier har Bild haft en særlig sektion med billeder af halvnøgne kvinder, hvilket har ført til vedholdende kritik gennem årene. Kritikken fik i 2012 avisens redaktører til at fjerne “Bild-piger” fra forsiden.

– De seneste måneder har vi i stigende grad fået fornemmelsen af, at kvinder oplever disse billeder som stødende eller nedværdigende for såvel vores egen redaktion som for vore kvindelige læsere, hedder det i brevet fra Bild.

– Billederne har naturligvis til hensigt at underholde fortrinsvis mænd. Men vi, der er på Bild, mener ikke, at underholdningen af mænd skal være krænkende for kvinder. Derfor bringer vi ikke længere sådanne billeder.

Men “Bild-pigerne” forsvinder ikke helt. Avisen vil beholde den “erotiske kunst”. Det vil sige, at dagbladet fortsat vil bringe fotos af letpåklædte, men ikke barbrystede kvinder.

Redaktionen siger, at det er en udfordring at finde en mere “moderne stil, som er i tråd med tiden”.

Her hjemme forsøgte Ekstra Bladet i 2008 at placere den velkendte “side 9-pigen” længere tilbage i avisen end side ni, men det varede ikke længe. Så var “hun” tilbage på velkendt plads.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu