Udklædte tricktyve slap væk med penge

10. oktober 2019 21:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Da en ældre mand fattede mistanke til to blikkenslagere, dukkede en politimand op og anholdt dem.

Del:

En 96-årig mand fik torsdag stjålet et større beløb, da tre tricktyve dukkede op på hans adresse på Frederiksberg.

– Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om et tricktyveri på Frederiksberg Allé, siger René Bro, der er central efterforskningsleder hos Københavns Politi.

Artiklen fortsætter under videoen 

To kvinder ringede på døren og fortalte, at de var blikkenslagere, der skulle undersøge nogle rustne rør.

Men det gik op for offeret, at der var noget galt, og det kom til håndgemæng. Ifølge Ritzaus oplysninger slog den 96-årige den ene af kvinderne med sin stok.

Falsk betjent dukkede op

Pludselig dukker en mand op fra et af lejlighedens øvrige værelser og udgiver sig for at være politibetjent. Han viser dog ikke noget id, da den 96-årige beder om det.

– En mand udgiver sig for at være betjent og anholder de to kvinder, hvorefter de går fra stedet, siger René Bro.

Han vil ikke fortælle, hvad tyvene slap væk med, men ifølge Ritzaus oplysninger skulle der være tale om et større kontantbeløb.

Du kan i galleriet til denne artikel få gode råd til, hvordan du undgår blandt andet tricktyve.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu