63 sjældne pingviner fundet dræbt

Eksperter har en god idé om, hvad der er sket

Brillepingvinen er en truet dyreart.
Brillepingvinen er en truet dyreart.
Udgivet Opdateret

63 udrydningstruede pingviner er fundet døde på en strand ved Cape Town i Sydafrika, og eksperter er sikre på, at pingvinerne blev dræbt af bier.

The Guardian skriver, at pingvinerne blev fundet døde i byen Simon's Town, der ligger tæt på Cape Town, og fundet af de mange døde dyr førte til en undersøgelse af dødsårsagen.

- Vi fandt bistik omkring deres øjne, siger David Roberts, der er dyrlæge, ifølge The Guardian.

Et særsyn

Ifølge David Roberts er det et særsyn, at bier på den måde dræber en gruppe af pingviner.

BBC skriver, at bi-angrebet er det første af sin art i området, der i øvrigt tiltrækker op mod 60.000 besøgende, hvert år.

- Pingvinerne og bierne kan normalt sameksistere, siger marinebiologen Alison Kock til BBC.

En rasende sværm

Det er uvist, hvad der præcist er sket, men Alison Kock siger til BBC, at bierne ikke ville stikke, hvis ikke de var blevet provokeret på forhånd.

En teori er, at en gruppe af bier blev provokeret af en kendt årsag, og at den rasende bisværm ved et tilfælde stødte ind i pingvinerne.

BBC skriver, at en bi efterlader et særligt feromon i et bistik.

Feromonet gør det muligt for andre bier at lokalisere det væsen, der er blevet stukket. Det gør det lettere for en bisværm at forsvare deres hjem, men det betyder også, at en af de døde pingviner blev fundet med 27 bistik.

Truet

The Guardian skriver, at den afrikanske pingvin, også kendt som brillepingvinen, holder til på den sydafrikanske kyst, og at arten er udrydningstruet.

- Pingvinerne må bare ikke dø på den her måde, da de i forvejen er en truet dyreart, siger David Roberts til The Guardian.

Powered by Labrador CMS