Apple vil undersøge iPhones for børneporno

Fremover vil et automatisk system forsøge at fange børneporno hos iPhone-brugere i USA, meddeler Apple

Udgivet Opdateret

Fremover vil Apple tjekke iPhones i USA for billeder af seksuelt misbrug af børn, ifølge Reuters.

Det har techgiganten meddelt torsdag. Tjekket skal ske, inden billeder bliver uploadet til iCloud, der er selskabets lagringsservice.

Hvis it-systemet opfanger tilstrækkeligt med børneporno, vil Apple få et menneske til at gennemgå sagen og rapportere brugeren til myndighederne, såfremt der er grundlag for det, siger selskabet.

Vil hjælpe myndigheder

Med det nye system forsøger Apple at imødekomme myndighedernes ønske om hjælp til at inddæmme seksuelt misbrug af børn.

- Da der er så mange mennesker, der bruger Apple-produkter, vil disse nye sikkerhedstiltag potentielt redde livet for børn, der bliver lokket på nettet, eller hvis billeder cirkulerer som børneporno, siger John Clark, der er topchef hos National Center for Missing and Exploited Children, der arbejder for at bekæmpe misbrug af børn.

Andre store techselskaber som Facebook, Google og Microsoft har allerede systemer til at opspore børneporno.

Powered by Labrador CMS