Der er åbnet ild

Ukraines regering har ikke kommenteret påstand om, at landets styrker har beskudt separatister i øst

Udgivet Opdateret

Russisk-støttede oprørere i det østlige Ukraine beskylder torsdag ukrainske styrker for at have beskudt dem med mortérgranater.

Det skriver det statskontrollerede russiske medie Ria ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den ukrainske regering har ikke kommenteret meldingen, og påstanden fra oprørerne er ikke blevet bekræftet fra anden side.

Rusland har de seneste mange uger opmarcheret over 100.000 russiske soldater på grænsen til Ukraine. Det har fået Vesten til at frygte en invasion.

Nægter angrebs-planer

Den russiske regering har gentagne gange nægtet, at den har planer om at angribe nabolandet.

USA og flere andre vestlige lande har lovet at møde russerne med hårde sanktioner i tilfælde af en invasion.

Ifølge nyhedsbureauet AFP advarede det amerikanske udenrigsministerium onsdag om, at Rusland "når som helst" kan finde på at publicere falske historier som påskud til at invadere Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har gentagne gange nægtet at landet forbereder angreb på Ukraine. Arkivfoto.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har gentagne gange nægtet at landet forbereder angreb på Ukraine. Arkivfoto.

Sporadiske skyderier

De seneste år er der flere gange blevet meldt om sporadiske skyderier fra begge sider i Donbass-regionen i det østlige Ukraine.

Det er et område, som reelt har været under prorussiske styrkers kontrol siden 2014.

Ifølge Ria hævder repræsentanter for de russisk-støttede oprørere i regionen torsdag morgen, at ukrainske styrker har beskudt dem med mortérgranater, granatkastere og maskingeværer.

Der er ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne.

Powered by Labrador CMS