Få vaccinen eller forsvind!

Krav om, at ansatte skal vaccineres inden for seks uger, vil forværre personalemangel, mener brancheformand

Den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, står fast på regeringens krav om, at alle ansatte på plejehjem, i ældreboliger og lignende skal være færdigvaccinerede senest om seks uger. Ellers kan de finde et andet job, siger han. Her ses han med mundbind og plastikforklæde under et besøg på et plejehjem i udkanten af London i begyndelsen af september.
Den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, står fast på regeringens krav om, at alle ansatte på plejehjem, i ældreboliger og lignende skal være færdigvaccinerede senest om seks uger. Ellers kan de finde et andet job, siger han. Her ses han med mundbind og plastikforklæde under et besøg på et plejehjem i udkanten af London i begyndelsen af september.
Udgivet Opdateret

Ansatte i den britiske plejesektor bør "finde et andet job", hvis de ikke vil lade sig vaccinere mod coronavirus.

Det siger den britiske sundhedsminister, Sajid Javid.

Regeringen har givet medarbejdere på plejehjem, i ældreboliger og andre steder i plejesektoren en frist frem til 11. november til at blive færdigvaccineret.

Men brancheorganisationen National Care Association (NCA) har bedt regeringen forlænge den frist.

NCA advarer om, at flere plejehjem og lignende ikke vil kunne klare arbejdsopgaverne, hvis et antal medarbejdere bliver tvunget til at forlade deres job.

Find et andet job

Lørdag svarer sundhedsministeren, at folk ikke bør arbejde i den sektor, hvis de ikke er klar til at blive vaccineret.

- Hvis du vil arbejde på et plejehjem, arbejder du med nogle af de mest sårbare mennesker i vores land. Hvis du ikke gider gå hen og blive vaccineret, så forsvind og find et andet job, siger Javid til radiostationen BBC.

Han remser op, at en coronavaccine er sikker og effektiv, er godkendt af myndighederne og bruges over hele verden.

Så hvis ansatte "på en eller anden måde har en modstand mod denne vaccine, synes jeg ærligt talt, at de ikke skal være på vores plejehjem", lyder det fra ministeren.

86 procent er
færdigvaccinerede

Nadra Ahmed, der er formand for NCA, siger, at man mange steder har overvundet den skepsis mod vacciner, der måtte være hos nogle af de ansatte.

Hun oplyser, at 86 procent af medarbejderne i plejesektoren nu er færdigvaccinerede.

I november sidste år viste en undersøgelse ifølge Nadra Ahmed, at kun 40 procent af de ansatte havde tænkt sig at tage imod tilbuddet om en vaccine.

- Vi er ikke imod vacciner. Det, vi siger, er, at vi har brug for lidt mere tid til at få folk derhen, hvor de skal være, siger Ahmed.

Hvis fristen ikke forlænges, kan det give alvorlige problemer på både plejehjemmene og generelt i sundheds- og plejesektoren, siger hun.

- Situationen med personale er kronisk nu, og denne frist vil bare gøre det værre.

Sådan virker corona-vaccinerne

* Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus.

* Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.

* Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum, for at den har optimal effekt.

* Man kan efter vaccination forvente at være “godt beskyttet” mod coronavirus.

* Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virusset.

* Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.

* Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme, der hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller muskelømhed.

* Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.
Powered by Labrador CMS