Får endelig grønt lys

Sverige og Finland vil efter planen samtidig indgive deres ansøgninger om medlemskab af Nato

Udgivet Opdateret

Et overvældende flertal i Finlands parlament har tirsdag godkendt et forslag om, at landet skal søge om medlemskab i forsvarsalliancen Nato.

188 stemte for forslaget, mens otte stemte imod. Det var ventet, at forslaget ville blive vedtaget.

Forslaget, som de har stemt ja til, indebærer, at Finland skal søge om medlemskab uden nogen forbehold.

Går videre til regeringen

Opgaven om at søge medlemskab går nu videre til regeringen, og bagefter skal præsidenten godkende forslaget.

Det anses som en formsag. Når præsidenten har givet grønt lys, kan Finland officielt indgive sin ansøgning til Nato.

I henhold til den finske forfatning er det landets præsident, som står for udenrigspolitikken sammen med regeringen.

Nu får Finland endelig grønt lys til at søge om optagelse i Nato.
Nu får Finland endelig grønt lys til at søge om optagelse i Nato.

Sverige har allerede besluttet sig

Den svenske regering besluttede mandag formelt, at Sverige skal søge om Nato-medlemskab. Det meddelte statsminister Magdalena Andersson.

- Vi forlader en æra og går ind i en anden. Vi kommer til at meddele Nato, at vi vil være medlem af alliancen.

- Det står klart, at der er bredt flertal i Sveriges Riksdag for, at Sverige skal gå med i Nato, sagde statsministeren på et pressemøde ifølge SVT.

Parløb i proces

Ansøgningsprocessen fra Sverige og Finland er foregået i parløb. De endelige ansøgninger vil også blive indleveret samtidig. Det ventes at ske snart.

De to lande har historisk været neutrale. Men den russiske invasion af Ukraine har rykket de to lande nærmere Nato, og nu er de endelige ansøgninger fra de to lande altså lige på trapperne.

Nato spiller en væsentlig rolle i forbindelse med krigen i Ukraine.

Powered by Labrador CMS