Flere russere får dette af Danmark

Regeringen vil gerne bremse russiske turisters adgang til EU og vil helst gøre det i fælles EU-beslutning

Udgivet Opdateret

Den russiske invasion af Ukraine har ikke fået danske myndigheder til at bremse op for russiske turisters adgang til Danmark.

Alene i de første fem måneder af 2022 blev der bevilget næsten tre gange så mange turistvisa til russiske statsborgere som i hele 2021.

Det fremgår af tal, som Udlændingestyrelsen har sendt til Politiken.

Udlændingeminister Kaare Dybvad (S) siger, han er forundret over tallene.

- Det er bestemt overraskende, lyder det.

Mange flere

I de første fem måneder af 2022 blev der bevilget 141 turistvisa til russiske statsborgere.

I fjor fik russere i hele året bevilget 49 turistvisa.

Det vil sige, at mens russere i 2021 fik fire turistvisa om måneden, har tallet i år været 28 om måneden.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har opfordret lande i Vesten til at lukke deres grænser for alle russere.

Regeringerne i både Finland og Estland, der begge deler grænse med Rusland, er enige. De to lande har opfordret resten af EU-landene til at indstille alle udstedelser af turistvisa til russiske statsborgere.

Fælels EU-løsning

Regeringen mener, at der skal findes en fælles europæisk løsning i regi af EU.

- Det, Estland har foreslået, er fornuftigt. At lave et fælleseuropæisk svar på det. Men det er klart, at hvis der bare er ét land i Europa, hvor russere kan rejse ind, så kan man i princippet rejse ind i hele Schengen-området.

- Derfor er EU rammen, det skal laves i, siger han til Politiken.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil ikke udelukke, at Zelenskyjs opfordring kan blive til virkelighed. Det sagde han tidligere på ugen.

- Alle forslag, der rammer Rusland, sanktioner og forslag, der kan retsforfølge russiske krigsforbrydelser. Alt det er vi åbne for at drøfte med vores europæiske og nordamerikanske kolleger, siger Jeppe Kofod.

Powered by Labrador CMS