Fly nødlandet: Dør gik op i luften

Ingen er kommet til skade, men flere har været på hospitalet

Udgivet Opdateret

Et fly fra luftfartsselskabet Asiana Airlines er fredag landet i god behold, efter at en af flyets døre åbnede sig i luften.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flyet var på vej fra den sydkoreanske ø Jeju til millionbyen Daegu, da en af dørene kortvarigt åbnede sig. Angiveligt kan der have været tale om, at en passager åbnede for en af nødudgangene.

Efterforsker hændelse

Det oplyser en talsperson fra Asiana Airlines.

- Politiet er ved at efterforske hændelsen, efter at en passager, der sad nær nødudgangen, sagde, at han rørte udgangens håndtag, lyder det.

Flyet landede klokken 12.40 lokal tid i Daegu.

Ingen kom til skade

Der var ikke nogen, der kom til skade under episoden. Nogle passagerer blev dog bragt til hospitalet med åndedrætsbesvær på grund af chok.

ASIANA AIRLINES

Asiana Airlines er et af Sydkoreas to store flyselskaber. Det er dog både mindre og yngre end Korean Air. Asiana blev stiftet i 1988. Det er et datterselskab i Kumho Asiana Group.

Kilde: Wikipedia

Daegus beredskab oplyser, at ni personer har været på hospitalet.

Powered by Labrador CMS