Forlader Putin på stribe

Guvernørers afgang i Rusland har skabt spekulation om, at flere er ved at vende ryggen til krigen i Ukraine

Udgivet Opdateret

Rusland blev tirsdag ramt af en usædvanlig bølge af opsigelser blandt guvernører i forskellige regioner landet over.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge dpa meddelte fem guvernører i løbet af blot fem timer, at de enten trækker sig eller ikke agter at genopstille.

De første, der meddelte deres afgang, var Sergej Sjvatjkin fra Tomsk-regionen i Sibirien og Igor Vasiljev fra Kirov-regionen, der ligger cirka 1000 kilometer nordøst for Ruslands hovedstad, Moskva.

Herefter fulgte guvernørerne fra Saratov og Mari El.

I Ryazan-regionen, der ligger omkring 200 kilometer sydøst for Moskva, meddelte guvernøren, Nikolaj Ljubimov, at han ikke genopstiller.

På grund af alder

Blandt guvernørernes officielle forklaringer lød det, at de trækker sig på grund af deres alder, eller fordi de har siddet på deres poster længe.

Afgangene har dog også vakt opsigt i Rusland, skriver dpa.

Fem regionale guvernører har tirsdag meddelt deres afgang i Rusland. Præsident Vladimir Putin (billedet) har udpeget fem nye (Arkivfoto).
Fem regionale guvernører har tirsdag meddelt deres afgang i Rusland. Præsident Vladimir Putin (billedet) har udpeget fem nye (Arkivfoto).

'Forlader skibet

På kommunikationstjenesten Telegram spekulerer flere brugere i, om nogle regionale ledere muligvis ikke længere har lyst til at støtte krigen i Ukraine og de økonomiske konsekvenser, den har for Ruslands regioner.

Den politiske analytiker Abbas Galliamov siger ifølge dpa, at det kan være et udtryk for, at nogle politikere gerne vil "forlade skibet", inden det synker.

Det kan dog også være et resultat af pres fra den politiske top, vurderer han.

Det russiske nyhedsbureau Tass skriver tirsdag aften, at præsident Vladimir Putin allerede har udpeget nye guvernører i de fem regioner.

Powered by Labrador CMS