Frygter båd med nordmænd er røget ud over vandfald

Dårlige vejrforhold besværliggør redningsaktion, efter at tre personer er meldt savnet under en rotur på elv

Tre personer er forsvundet i denne elv ved den norske by Kvam, efter deres robåd blev taget med strømmen.
Tre personer er forsvundet i denne elv ved den norske by Kvam, efter deres robåd blev taget med strømmen.
Udgivet Opdateret

En større redningsaktion er natten til mandag i gang ved en elv i den norske by Kvam. Her er tre personer meldt savnet, efter at de tog ud på elven i en robåd og formentlig blev fanget af stærk strøm.

Beredskab har ikke haft kontakt til personerne i robåden, og det frygtes, at de er faldet ud over et vandfald.

- Der er meget kraftig strøm. Båden blev taget af strømmen ned til en dæmning. Efter dæmningen er der frit fald ned i et vandfald, siger vagtchef Ronald Drotningsvik natten til mandag.

Foruden en kvinde og to mænd var der en hund i robåden.

Åre fundet

Vagtchefen oplyser til den norske avis VG, at der er fundet en åre i elven, og det betyder, at redningsberedskabet er rimelig sikker på, at båden er røget ud over vandfaldet.

Ifølge VG er de pårørende til de savnede blevet underrettet. De savnede er norske, men kommer ikke fra området.

Mellem 30 og 40 personer deltager i redningsaktionen natten til mandag.

Beredskabet blev alarmeret klokken 21.30 søndag. Anmelderen havde set, at båden var blevet taget af strømmen omkring en halv time tidligere.

Vanskelige forhold

Tåge og regn i området gør forholdene for redningsaktionen vanskelige.

- En luftambulance og en redningshelikopter blev også sendt til stedet, men måtte senere vende om på grund af vejrforholdene, siger indsatsleder Stine Mjelde fra Vest-politidistrikt.

Ifølge vagtchef Drotningsvik er det umuligt at gå langs elven, så i stedet er der blevet oprettet observationsposter på forskellige broer langs elven.

Vagtchefen er usikker på vandfaldets højde, men vurderer det til at være mellem 50 og 100 meter højt. Kort efter det første vandfald kommer der endnu et vandfald.

Politiet beder folk, der ikke er en del af redningsaktionen, om at holde sig væk fra elven.

Sendt hjem

Den seneste opdatering fra redningsområdet mandag morgen er, at aktionen efter flere timers forgæves indsats, nu overgår fra en redningsaktion til en eftersøgning.

Derfor er brandvæsnets specialstyrker sendt hjem.

Det fortæller vRonald Drotningsvik til avisen VG.

-Der er ikke så meget mere at gøre der lige nu. Redningsaktionen går mere over i en eftersøgning. Den akutte indsats er nu overstået og vi returnerer derfor med vores mandskab til Bergen, siger Ronald Drotningsvik.

Powered by Labrador CMS