Frygter russisk angreb

Rusland har angiveligt planer om at udføre en særlig type operation, der skal berettige invasion i Ukraine

USA's viceudenrigsminister, Wendy Sherman (til venstre), mødtes mandag i denne uge med den russiske viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov (til højre), for at diskutere situationen ved Ukraines grænse.
USA's viceudenrigsminister, Wendy Sherman (til venstre), mødtes mandag i denne uge med den russiske viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov (til højre), for at diskutere situationen ved Ukraines grænse.
Udgivet Opdateret

En gruppe russiske soldater er i øjeblikket angiveligt ved at forberede sig på at udføre en særlig operation i det østlige Ukraine.

Det siger en amerikansk embedsmand med kendskab til efterretningerne.

Han udtaler sig til amerikanske CNN på betingelse af anonymitet.

False flag

Ifølge embedsmanden har USA beviser på, at de udsendte russiske soldater er trænede i urban krigsførelse. De skal også have ekspertise i at bruge eksplosiver, som de hævdes at ville bruge mod Ruslands egne styrker.

Det skal angiveligt berettige en russisk invasion af Ukraine.

Operationen kaldes for en "false flag"-operation. Det er et begreb, der bruges om en mission, der har til formål at skjule, hvem der reelt står bag. Det skal efterfølgende kunne bruges som undskyldning for et angreb.

Opdigter anledning

Også nyhedsbureauet Reuters citerer en anonym, amerikansk embedsmand for, at Rusland planlægger en særlig operation.

- Som en del af planerne forbereder Rusland nu at have muligheden for at opdigte en anledning til en invasion, siger han.

- Det kan være sabotage eller særlig information, der får det til at se ud som om, at Ukraine forbereder et forestående angreb mod russiske styrker i det østlige Ukraine, siger embedsmanden til Reuters.

Anspændte forhold

Også nyhedsbureauet AFP har citater fra en amerikansk embedsmand. Det vides ikke umiddelbart, om AFP, CNN og Reuters alle citerer den samme.

- Vi har information, der indikerer, at Rusland allerede har udstationeret en gruppe soldater, der skal udføre en "false flag"-operation i det østlige Ukraine, lyder det fra den anonyme embedsmand ifølge AFP.

Forholdet mellem Rusland og Ukraine er særdeles anspændt for tiden.

Flere tusind soldater

Rusland har blandt andet opmarcheret op mod 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine. Det har fået Vesten til at frygte en russisk invasion.

I løbet af denne uge har russiske topdiplomater mødtes med forskellige parter - herunder USA og Nato - for at diskutere situationen.

Samtalerne har dog ikke umiddelbart gjort situationen mindre anspændt.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland. Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS