Her stikker smitten fuldstændig af

Der forudses mellem 49.000 og 69.000 dagligt smittede, når smitten topper i Sverige. Det viser ny prognose

Smittetallene stiger voldsomt i Sverige, og nu frygter myndighederne, at de snart topper
Smittetallene stiger voldsomt i Sverige, og nu frygter myndighederne, at de snart topper
Udgivet Opdateret

Sverige har ikke tidligere været i nærheden af den spredning af coronasmitte, som landet oplever i disse dage.

Det siger statsepidemiolog Anders Tegnell torsdag.

- Vi er nået op på et niveau i forhold til antal tilfælde, som vi ikke har været i nærheden af tidligere, lyder det fra Anders Tegnell.

Vigtige vacciner

- Det betyder på ingen måde, at vaccinerne ikke virker. Mod indlæggelse og alvorlig sygdom har vaccinerne stadig en rigtig vigtig funktion i det overordnede billede, siger han ifølge svenske STV.

Udtalelsen falder, i sammenhæng med at den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, har fremlagt en prognose for smittesituationen.

Her vurderes der i to forskellige scenarier, at Sverige vil ramme mellem 47.000 og 69.000 daglige smittede, når smittespredningen topper.

Omikron spreder sig

Det er særligt coronavarianten omikron, der står bag den udbredte smitte.

Det første scenarie er udregnet, efter at andet og tredje vaccinestik giver henholdsvis 20 og 70 procents beskyttelse mod smitte med omikron.

I det andet scenarie regnes der med, at andet og tredje vaccinestik giver henholdsvis 20 og 35 procents beskyttelse, viser prognosen.

Stor stigning

Sverige har oplevet en stor stigning i antallet af smittede de seneste uger

Onsdag lød de seneste syv dages antal smittede i gennemsnit på lidt over 19.000 dagligt smittede. Det viser tal fra statistikbanken Our World in Data.

Det er nogenlunde samme antal dagligt smittede som i Danmark. Sverige har under hele pandemien dog også testet betydeligt færre end Danmark.

Færre tests

I begyndelsen af januar gennemførte Danmark knap 10.000 ugentlige pcr-test per 100.000 indbyggere. I Sverige lød tallet på omkring 2000, viser tal fra coronasmitte.dk - en fælles hjemmeside for danske myndigheder.

I Sverige er 7.455.886 personer på 12 år eller mere blevet færdigvaccineret. Det svarer til 82,5 procent af befolkningen i den aldersgruppe.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Powered by Labrador CMS