Skip to main content

Kæmpebøde

Sydkorea giver Google bøde på 1,1 milliard kroner for at misbruge sin dominans inden for operativsystemer

Endnu en gang er en milliardbøde landet i Googles indbakke.
Endnu en gang er en milliardbøde landet i Googles indbakke.Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix

Google har fået endnu en stor bøde for at udnytte sin dominerende markedsposition. Denne gang i Sydkorea for at begrænse konkurrencen inden for operativsystemer til mobiltelefoner.

Sydkoreas konkurrencemyndighed har tirsdag tildelt det amerikanske selskab, der står bag verdens største søgemaskine, en bøde på 207 milliarder won. Det svarer til lidt over 1,1 milliard kroner.

Myndigheden, Korea Fair Trade Commission, udstikker bøden efter at have efterforsket påstande om, at Google forhindrede lokale producenter af mobiltelefoner i at benytte andre operativsystemer end Googles eget system - Android.

Google har endnu ikke udtalt sig om konkurrencemyndighedens beslutning.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nyt tilbageslag

Bøden er et nyt tilbageslag for Google i Sydkorea. Tidligere i september vedtog landets parlament i Seoul en lov, der forbyder selskaber som Google og Apple at tvinge appudviklere til at anvende firmaernes betalingssystemer i deres apps.

Google, eller dets moderselskab Alphabet, har tidligere fået endnu større bøder i andre lande. I juli gav Frankrigs konkurrencemyndighed selskabet en bøde på 500 millioner euro eller godt 3,7 milliarder kroner.

Den bøde blegner dog i forhold til de bøder på flere milliarder euro, som EU-Kommissionen de seneste år har afkrævet selskabet for konkurrenceforvridende adfærd.

I forhold til Googles indtjening udgør bøderne på ingen måde en trussel mod selskabets finansielle styrke.

254 milliarder i overskud

I regnskabsåret 2020 opnåede Alphabet et overskud på 40,3 milliarder dollar. Det svarer til cirka 254 milliarder kroner.

Alphabet henter 80 procent af sine indtægter fra reklamer. Det er reklamer på Googles søgemaskine samt andre tjenester - herunder Gmail og YouTube.

Desuden tjener selskabet penge på apps til smartphones i Google Play, Chromecast og Google Play Music.

Del din kommentar