Kongehuset afviser at kommentere

Det ventes, at kong Charles' kroning til næste år bliver en del mindre end den, hans forgængere har fået

Udgivet Opdateret

Den britiske kong Charles ventes at blive kronet 3. juni til næste år i London, siger en anonym kilde i den britiske regering til mediet Bloomberg.

Kilden fortæller, at planlægningen af kroningen er i gang.

Buckingham Palace har afvist at kommentere mediets oplysninger.

Kong Charles blev udråbt som konge i Storbritannien i det øjeblik, hans mor, dronning Elizabeth, døde, men en officiel ceremoni, hvor han bliver kronet, har ikke fundet sted endnu.

70 år efter mor

Charles' kroning kommer til at foregå, omkring 70 år efter at hans mor blev kronet, og kommer til at være hovedbegivenheden i flere dages fejring af Storbritanniens nye regent.

Til juni næste år er Charles 74 år, og dermed bliver han den ældste person, der er blevet kronet i britisk historie.

Det ventes, at kroningen bliver en del mindre og mere beskeden end dronningens for næsten 70 år siden.

Der kommer til at være repræsentanter fra flere trosretninger og samfundsgrupper i et forsøg på at afspejle diversiteten i Storbritannien.

8000 gæster fra 129 lande

Da dronning Elizabeth blev kronet i 1953 var der mere end 8000 gæster fra 129 forskellige nationer til stede i Westminster Abbey, hvor der blev sat midlertidige platforme op, hvor gæster kunne sidde.

Sikkerhedsforanstaltninger betyder, at der nu kun kan være 2000 mennesker i Westminster Abbey, skriver Bloomberg.

Ved dronning Elizabeths begravelse brugte det britiske udenrigsministerium flere dage på at finde ud af, hvem der skulle sidde hvor.

En anonym kilde fra den britiske regering siger til mediet Bloomberg, at det ventes, at kong Charles bliver kronet i juni næste år.
En anonym kilde fra den britiske regering siger til mediet Bloomberg, at det ventes, at kong Charles bliver kronet i juni næste år.

Fyldt med traditioner

Selve kroningsceremonien er fyldt med traditioner, skriver Bloomberg.

Kongen skal sidde på en trone, der har navnet Edwards Stol, hvor han blandt andet skal holde et scepter, der symboliserer hans konstitutionelle kontrol med nationen.

Han skal også have regentens rigsæble i hånden, og det symboliserer den kristne tro.

Han vil blive smurt med olie, velsignet og præsteviet af en højtstående præst, hvorefter kronen vil blive placeret på hans hoved.

Powered by Labrador CMS