Lærer gjorde sine elever gravide

Dømt for at have voldtaget 13 elever. Mindst otte blev gravide

Udgivet Opdateret

En skræksag i Indonesien har indtil videre fået sat et punktum, efter at en lærer er blevet idømt fængsel på livstid for en række voldtægter af mindreårige elever.

Distriktsretten i det vestlige Java fandt tirsdag, at 13 elever var blevet udsat for voldtægter af den nu 36-årige lærer.

Alle var mindreårige piger.

Otte af dem blev gravide som følge af voldtægterne.

Fem år

Under retsmødet kom det frem, at manden havde udsat de unge piger for voldtægter gennem fem år.

Mange af dem kom fra fattige familier og havde kun mulighed for at betale skolepenge med et stipendium.

Mandens misbrug af eleverne kom frem i dagens lys, efter at familien til en ung pige, som var blevet gravid som følge af en af voldtægterne, meldte den 36-årige skolelærer til politiet.

Sagen har vakt opsigt i hele Indonesien, og en højtstående embedsmand har sagt, at også præsident Joko Widodo har fulgt sagen tæt.

I lænker med sænket hoved

Den 36-årige mand ankom til retssalen med hænderne i lænker og et sænket hoved, da dommer Yohannes Purnomo Suryo Adi udmålte den lange fængselsstraf.

Det står endnu ikke klart, om manden påtænker at anke sin dom.

Manden havde ellers bedt dommeren om nåde og en kortere straf for at sikre, at han fortsat havde mulighed for at opfostre sine børn.

Vil få kompensation

Retten forsikrede desuden ofrene og deres familier om, at de vil få udbetalt kompensation af regeringen for den svie og smerte, de måtte have lidt.

Sagen foregik på en såkaldt pesantren - en slags muslimsk kostskole, som der er omtrent 25.000 af på tværs af Indonesien.

Medieomtalen af sagen har skabt debat om seksuelle overgreb på de muslimske kostskoler.

14 ud af de 18 sager, der blev meldt til Indonesiens nationale kommission for børns beskyttelse, NCPC, havde således fundet sted på de muslimske kostskoler.

Powered by Labrador CMS