Lukker for afghanske flygtninge

Embedsmænd i Pakistan anslår, at der vil komme 800.000 nye afghanske flygtninge over grænsen

Familier fra Afghanistan med deres få ejendele ved grænseovergang til Pakistan ved byen Chaman. Grænseovergangen blev lukket tirsdag. (Arkivfoto)
Familier fra Afghanistan med deres få ejendele ved grænseovergang til Pakistan ved byen Chaman. Grænseovergangen blev lukket tirsdag. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Pakistan har torsdag lukket en vigtig grænseovergang for at bremse tilstrømningen af flygtninge fra Afghanistan.

- Vi lukker grænseovergangen Chaman i en periode.

Det siger Pakistans indenrigsminister, Sheikh Rashid Ahmed ifølge dpa.

Grænseovergangen forbinder Balutsjistan med den afghanske provins Kandahar, Talibans arnested. Flere tusinde flygtninge har krydset grænsen ved Chaman dagligt, siden Taliban tog magten i Kabul.

Kan ikke klare det

Mange tusinde på den afghanske side af grænsen venter desperat på at få tilladelse til at komme ind i Pakistan. Det oplyser embedsmænd og menneskerettighedsgrupper.

Pakistan huser allerede 2,7 millioner afghanske flygtninge, som er kommet til landet siden 1970'erne.

Pakistan siger, at det ikke kan klare endnu en flygtningestrøm med henvisning til store økonomiske og sociale problemer.

Flere har sagt nej

Embedsmænd i Pakistan anslog i sidste uge, at Pakistan kan vente, at der vil komme omkring 800.000 nye flygtninge til Pakistan fra det krigshærgede naboland.

De to lande har en 2.500 kilometer lang fælles grænse med snesevis af officielle grænseovergange.

Lande i andre verdensdele er blevet spurgt om, hvorvidt de kan tage imod afghanere, som er flygtet til Pakistan. Flere lande har sagt nej blandt andet Sydafrika og Tadsjikistan.

Powered by Labrador CMS